Ajax henter reserve-målmand for 67 millioner kroner
Af: Frits Ahlstrøm
AFC Ajax har brugt 67 millioner kroner på at købe en reserve-målmand.
Den hollandske klub hentede Diant Ramaj i Eintracht Frankfurt, hvor han har været 2. målmand efter 33-årige Kevin Trap siden Bundesliga-klubben hentede ham 10. maj 2021, mens han var 3. målmand i 1. FC Heidenheim.
Diant Ramaj, der fylder 22 år 19. september, er født i Stuttgart, hvortil hans forældre flygtede fra Kosovo under urolighederne på Balkan. Hans 25-årige bror Dijon er også fodboldspiller, men har været klubløs siden 1. juli 2021.
De to brødre har begge optrådt på de unge tyske landshold; Diant i 10 kampe og Dijon som angriber i 16, hvor han har scoret 5 gange.
AFC Ajax har nu fire målmænd i sin trup: 31-årige Gerónimo Rulli (med 4 landskampe for Argentina), Diant Ramaj samt de to hollændere, 23-årige Jay Gorter og 39-årige Remko Pasveer.
-Vi følte os tvunget til at hverve en ekstra målmand, eftersom Remko Pasveer er ude med en skade i 3-4 måneder, udtaler Sven Mislintat, den nyligt ansatte 50-årige tyske sportschef, til klubbens hjemmeside. Diant Ramaj er et talent med et stort potentiale.
Hvilken plads, Diant Ramaj får i hierarkiet, vil vise sig. Foreløbigt er han blevet tildelt rygnummer 40.
Frits Ahlstrøm
frits@ahlstromfootball.com










