De seneste syv års verdensmestre kommer til Danmark - PDC præsenterer HISTORISK stærkt felt
Af: Peter Schulz
Verdensranglistens nummer ét, verdensmesteren og kvinden, der stjal alle overskrifter og skrev historie til VM, kommer til Danmark. Det kan ikke gøres bedre end dette.
Danske dart-fans har aldrig nogensinde tidligere haft muligheden for at opleve et stærkere felt af dartspillere på dansk grund, end når ComeOn Nordic Darts Masters rammer Forum i København i juni måned.
Det sker fredag den 12. juni og lørdag den 13. juni - du kan købe billetter her.
16 spillere kommer til at dyste om trofæet, og heraf har PDC forhåndsudvalgt otte spillere, mens de øvrige otte er "lokale" spillere - en stribe af de allerbedste fra Skandinavien og Baltikum samt en enkelt kvalifikationsspiller.
Og man kan nærmest ikke stille et stærkere felt end de otte PDC-udpegede spillere.
Således er verdensranglistens nummer ét, sportens med afstand største stjerne, Michael van Gerwen på plads sammen med manden, der besejrede ham i VM-finalen i begyndelsen af det nye år, Peter Wright.
De to får følgeskab af Gerwyn Price samt de to eksverdensmestre Gary Anderson og Rob Cross.
Også den dobbelte ungdomsverdensmester Dimitri van den Bergh samt US Masters-mesteren Nathan Aspinall stiller op i Forum.
Dertil kommer - som tidligere annonceret - engelske Fallon Sherrock, som ved VM skabte historie, stjal overskrifter og gjorde sig selv til dartverdenens helt store yndling, da hun kom til tredje runde efter at have været den første kvinde, der vandt en kamp ved en PDC VM-turnering.
Der er altså tale om de seneste syv års verdensmestre i dart og en stribe af spillets allerstørste navne og personligheder samlet ved den samme dartskive i hjertet af København. Det kan vist ikke gøres meget stærkere.
De otte PDC-spillere møder hver sin lokale modstander i første runde i fredagens session, og derefter følger to sessions lørdag. Kvartfinaler om eftermiddagen efterfulgt at semifinaler og finale om aftenen.
2020 Nordic Darts Masters deltagere Michael van Gerwen
Peter Wright
Gerwyn Price
Rob Cross
Gary Anderson
Nathan Aspinall
Dimitri Van den Bergh
Fallon Sherrock
Nordiske og baltiske deltagere Marko Kantele
Darius Labanauskas
Daniel Larsson
Madars Razma
3x danske deltagere
1x kvalifikationsspiller
Du kan købe billet til ComeOn Nordic Darts Masters via ticketmaster via linket herunder:
Husk at du også kan se det hele hos Viaplay.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk










