Danskere glæder sig til par-VM - følg dem på Viaplay
Af: Tobias Rasmussen
Alle verdens bedste dartspillere samles de kommende dage i Frankfurt, når World Cup of Darts kastes i gang på torsdag. Vladimir Andersen og Benjamin Reus repræsenterer de danske farver i det stjernespækkede felt.
Michael van Gerwen, Gary Anderson, Michael Smith, Gerwyn Price, Peter Wright og Dimitri Van den Bergh.
Ja, listen af store stjerner ved det kommende VM for par i dart er lang.
Blandt de mange verdensstjerner finder vi også to danske dartprofiler i Vladimir Andersen og Benjamin Reus, der er med på den helt store verdensscene.
De to danskere glæder sig meget til World Cup of Darts, der populært også kaldes ‘VM for par’. De indleder turneringen torsdag aften, hvor de møder gruppens seedede par fra Østrig, Mensur Suljovic og Rowby-John Rodiguez, inden det amerikanske makkerpar, Jules van Dongen og Leonard Gates venter fredag.
-Det er umiddelbart meget lige mellem os tre par. Det er ikke den værste, men heller ikke den bedste lodtrækning, fortæller Benjamin Reus til Viaplay forud for første kamp.
Det vil formentligt kræve sejr over både Østrig og USA at vinde gruppen, og dermed kvalificere sig til lørdagens anden runde.
-Vores muligheder for at gå videre er okay. Vi skal spille op til vores bedste mod begge par, og så må vi se. Hvis vi kan presse dem ud i flere sæt, og føler vi er godt med, så vil jeg være tilfreds, siger Benjamin Reus.
For den 24-årige fynbo bliver det karrierens foreløbigt største oplevelse at stå på scenen i Frankfurt. Det er samtidig årets primære mål, som han har arbejdet hårdt for at kvalificere sig til. Reus føler sig dog virkelig godt forberedt, og beskriver sig selv som værende i topform.
-Jeg er i mit livs form lige nu. Glæden foran skiven har aldrig været større. Jeg nyder at have pilen i hånden og kaste dem afsted hver dag.
-Det bliver en megafed oplevelse og god erfaring til fremtiden. Det er noget, som jeg kan bygge videre på, og forhåbentligt får jeg lov til at være med flere gange i fremtiden.
-Jeg glæder mig helt vildt til at stå på scenen med Vladimir og al hans rutine og erfaring.
Det er første gang, at Benjamin Reus danner makkerpar med den 10 år ældre Vladimir Andersen. De kender dog hinanden godt fra de mange turneringer, de begge har deltaget i. Seneste møde imellem det danske makkerpar fandt sted i april på Island, hvor de fik en sejr hver.
Sidste års overraskelse skaber håb
I 2022 fik vi et meget overraskende vinderpar i Australiens Damon Heta og Simon Whitlock, der drog fordel af double-formatet, der skaber en lidt anderledes dynamik, end ved de fleste andre turneringer. De overraskende vindere sidste år er også noget, som Benjamin Reus har bidt mærke i.
-Det giver et håb om, at det sagtens kan lade sig gøre for os også. Der er ikke de helt store forventninger til os, så vi kan spille lidt mere afslappet.
-Det vil være kæmpe stort at vinde gruppen og skulle spille lørdag også. Vi har booket ophold i Frankfurt til og med finaledagen søndag, så man ved aldrig.
Turneringsformatet er lavet en smule om til årets turnering, så der kun skal spilles double-dueller. De fire bedst seedede nationer England, Holland, Wales og Skotland træder først ind i turneringen i anden runde, der bliver spillet lørdag. De resterende 36 par er fordelt i 12 grupper med tre par i hver. Danmark er havnet i gruppe F med Østrig og USA.
Benjamin Reus tror, at netop den ændrede struktur, der kun indeholder double-kampe kan ende med at være til dansk fordel.
-Det er en meget større ulempe for dem, der normalt kun spiller de store turneringer, da de er mest vant til at spille single. De bedste spillere har normalt kun fokus på single-kampe. hvor Vladimir og jeg er vant til at spille doubler til vores stævner herhjemme. Vi er vant til double-formatet, så vi har nok en fordel på den front.
Hvis Reus og Andersen vinder deres kamp torsdag aften over østrigerne, så skal de spille imod USA fredag aften. Taber de derimod den første kamp, så skal de møde USA fredag eftermiddag. Det bedste par fra hver gruppe kvalificerer sig til weekendens afgørende runder lørdag og søndag.
Følg Vladimir Andersen og Benjamin Reus ved World Cup of Darts på Viaplay:
Første gruppekampe torsdag fra kl. 19:00.
Anden gruppekampe fredag eftermiddag fra kl. 12:00
Sidste gruppekampe fredag aften fra kl. 19:00.
Andenrunde kampe lørdag eftermiddag fra kl. 13:00.
Andenrunde kampe lørdag aften fra kl. 19:00.
Kvartfinaler søndag eftermiddag fra kl. 13:00.
Semifinaler og finaler søndag aften fra kl. 19:00.
Hele turneringen kan ses på Viaplay.
I videoen herover kan du se Benjamin Reus i aktion mod Gerwyn Price ved Nordic Dart Masters i Forum i København tilbage i januar.
Tobias Rasmussen
tobias.rasmussen@nentgroup.com










