Gå til hovedindhold

Verdensmester: Vigtigt at Touren køres - men lad os nu se

Af: Ritzau

Den danske verdensmester Mads Pedersen tør endnu ikke helt at satse på, at Touren afholdes på nye datoer.

Der er godt nyt til alle dem, der havde frygtet, at årets Tour de France ville blive offer for coronakrisen.

Verdens største cykelløb køres i 2020, men på nye datoer fra 29. august til 20. september, oplyste Den Internationale Cykelunion (UCI) onsdag.

En beslutning, der glæder den danske verdensmester Mads Pedersen.

-Det vigtigste er, at Touren bliver kørt. For min skyld kunne de have kørt det i december, hvis det var den eneste mulighed, siger han til Jyllands-Posten.

Trek-rytteren er dog stadig forbeholden over for, om det franske løb rent faktisk ender med at blive skudt i gang i slutningen af august.

-Der kan stadig nå at ske mange ting inden da, så lad os nu se, siger Mads Pedersen.

UCI meddelte ligeledes onsdag, at Giro d'Italia og Vuelta a Espana skal køres på endnu ukendte datoer efter VM, der afholdes i slutningen af september.

Den italienske rundtur vil blive kørt først. Det er også stadig planen at afvikle cykelsportens monumenter i 2020.

/ritzau/

Andre gode nyheder