Gå til hovedindhold

Asgreen håber på grønt lys til lang dag i udbrud

Asgreen håber på grønt lys til lang dag i udbrud

Årets længste touretape er guf for brølstærke Kasper Asgreen, som håber at bidrage til holdets triumffest.

Den danske Flandern Rundt-vinder Kasper Asgreen var kortvarigt i udbrud på 6. etape af Tour de France, men det var ikke planlagt. Det var for at dække af i et farligt udbrud.

Til gengæld har han et godt øje til fredagens 7. etape, så hvis man ser ham stikke med i udbrud, er der intet utilsigtet i det.

-Det ser ud til at være en rigtig spændende udbrudsetape, så jeg vil da forsøge at ramme udbruddet, hvis jeg kan få lov til det, lyder det fra danskeren.

Etapen fra Vierzon til Le Creusot er årets længste i Touren. Med sine 249,1 kilometer er det faktisk den længste etape i mere end 20 år i løbet.

De første 150 kilometer er helt flade, men det skal Asgreens batterier ikke være, hvis han vil gøre sig forhåbninger om etapesejren.

De sidste 100 kilometer indeholder nemlig fem kategoriserede stigninger, hvoraf en kategori-2-stigning er den hårdeste.

Skulle Kasper Asgreen lykkes med at hente sin første touretapesejr, vil han bygge videre på en mere end almindeligt succesfuld åbning på Touren for Quick-Step.

Julian Alaphilippe vandt 1. etape, mens Mark Cavendish har sprintet sig til to samt snuppet den grønne pointtrøje. Det er sket på blot seks etaper.

-50 procent vundet af etaperne er nok lige lidt over gennemsnittet selv for os, lyder det fra Asgreen.

-Vi plejer at have relativt gode statistikker i Tour de France, men 50 procent af etaperne bliver nok svært at holde kørende.

Lørdag og søndag tårner Alperne sig op foran tourfeltet, og klassementfolkene skal for alvor i gang med at udkæmpe udmarvende dueller.

/ritzau/

Andre gode nyheder