Gå til hovedindhold

Fuglsang viser flaget - Peter Sagan vinder efter hård afslutning i Touren

Af: Ritzau

Efter en rolig etape sluttede 3. etape i Touren med en stigning, hvor Peter Sagan var stærkest og Jakob Fuglsang også var med fremme.

Peter Sagan sejrede, da Tour de France-feltet mandag kørte 3. etape.

Bora-rytteren var hurtigst i afslutningen, som var en kategori 3-stigning, en af i alt fem stigninger på etapen.

Etapen på 212,5 kilometer blev kørt i ikke færre end tre lande, Belgien, Luxembourg og Frankrig, med start i Verviers i Belgien og målstreg i Longwy i Frankrig.

Mandagens etape var ikke synderligt begivenhedsrig før afslutningen, men den kom som forventet til at indeholde udbrud.

Med cirka ti kilometer til mål blev den sidste udbryder, Lilian Calmejane (Direct Énergie) fra Frankrig, indhentet af feltet.

Få kilometer fra mål blev der sat tempo blandt de forreste, og australske Richie Porte (BMC) forsøgte at køre fra de øvrige.

Til sidst blev det ikke uventet verdensmesteren i linjeløb på landevej, Peter Sagan fra Slovakiet, der var stærkest i spurten.

Jakob Fuglsang sad godt med den afsluttende stigning og noterede sig en syvendeplads på dagens etape.

/ritzau/

Andre gode nyheder