Af: Johan Nørgaard
Scott McLaughlin slap uskadt fra et dramatisk uheld ved høj fart i Barber.
Der var drama for alle pengene, da træningen til Indy Grand Prix på Barber Motorsports Park lørdag blev afbrudt efter et voldsomt uheld for Scott McLaughlin.
Den newzealandske kører mistede kontrollen med sin bil i det hurtige sving 1 med omkring 265 km/t, efter højre baghjul ramte græsset uden for banen. Det sendte bilen i en voldsom snurretur gennem grusfælden, inden den med bagenden først ramte dækbarrieren og hegnet.
Bilen tog betydelig skade, men McLaughlin slap heldigvis uskadt fra ulykken og kunne selv komme ud med hjælp fra sikkerhedspersonalet.
–Jeg vidste med det samme, at den var gal. Jeg mistede bagenden og prøvede bare at gøre mig klar til sammenstødet. Det så værre ud, end det føltes, men jeg er ked af det på teamets vegne, sagde McLaughlin efterfølgende ifølge Indycars hjemmeside.
Hos Team Penske bekræftede man efterfølgende, at McLaughlin skifter til en reservebil før kvalifikationen senere lørdag.
Selve træningen blev vundet af Alex Palou, der satte hurtigste tid, mens Kyle Kirkwood og Rinus VeeKay fulgte efter.
Men trods stærke omgangstider var det McLaughlins dramatiske crash, der stjal al opmærksomheden.
Johan Nørgaard
Johan.Kaas.Norgaard@viaplaygroup.com


