Gå til hovedindhold

Nyt amerikansk F1-team leder efter amerikansk kører

Nyt amerikansk F1-team leder efter amerikansk kører

Af: Ritzau

Når Haas Formula 1 træder ind i F1 i 2016, håber holdets bagmand, at der sidder en amerikaner bag rattet på den ene af bilerne.

Amerikanske Gene Haas, som står bag teamet, der står til at debutere i Formel 1-serien i 2016-sæsonen, arbejder i øjeblikket på at sikre sig en teknisk partner i det eksisterende felt, men han har også fokus rettet mod sit kommende personale.

Her håber han på, at det kan lykkes at sikre en aftale med en amerikansk racerkører.

  • Det første sæde vil naturligvis blive besat af en eksisterende F1-kører, som har erfaring med det nuværende motorsetup og chassis. Og så er sæde nummer to åbent, siger Gene Haas til autosport.com.

  • Det ville være fantastisk, hvis vi kunne sætte en amerikaner ind. Det ville være en home run at have et amerikansk team med en amerikansk kører i en europæisk løbsserie. Det ville være fænomenalt, siger Gene Haas desuden.

  • Men vi er meget fleksible omkring det. Realistisk set handler det om at sikre, at vi ikke gør os selv til grin i sporten, at vi ankommer godt forberedt og klar til at køre om kap, understreger amerikaneren.

  • Vi gider ikke ligge bagerst for evigt. Vi vil være i stand til at starte løbene og forbedre os fra gang til gang, siger Haas.

Tidligere har NASCAR-stjernen Danica Patrick været nævnt som en mulighed for Haas Formula 1. Lige nu er Alexander Rossi, som er testkører hos Caterham og derudover kører i støtteserien GP2, den eneste amerikanske kører i dagens Formel 1.

På billedet, som er fra sommeren 2013, tester Alexander Rossi på Silverstone for Caterham.

Andre gode nyheder