Gå til hovedindhold

Endelig: Red Bull har også en motor i 2016

Endelig: Red Bull har også en motor i 2016

Af: Ritzau

Red Bull Racing har langt om længe fået indgået en aftale med en motorleverandør gældende for 2016-sæsonen, siger holdets chef.

2015-sæsonen går på hæld. Den slutter faktisk i denne weekend, hvor feltet er i aktion på den smukke Yas Marina-bane i Abu Dhabi.

Derfor kommer det formentlig som en kærkommen nyhed for Red Bull Racing, at man nu er i mål med en aftale med en motorleverandør for næste år.

Det er i hvert fald meldingen fra team principal Christian Horner forud for fredagens første træning i Abu Dhabi.

  • Næste år bliver et år med ændringer, siger Christian Horner til autosport.com.

  • Vi har en aftale om en motor for næste år, som forhåbentlig bliver bekræftet i de kommende dage. Der vil være en udviklingsplan, som ironisk nok var det, som vi prøvede at opnå for 12 måneder siden, og nu må vi se, hvordan det går, forklarer Christian Horner desuden.

Det er endnu ikke bekræftet, hvilken motor vi vil komme til at se i Red Bulls Formel 1-racere i 2016, men autosport.com spekulerer i, at der er tale om en ny aftale med Renault.

Red Bull og Renault har ellers igennem det meste af 2015 været på kant med hinanden, og det britiske team havde valgt at opsige den oprindelige aftale mellem de to.

Men efter strandede forhandlinger med både Mercedes, Ferrari og Honda ser det altså ud til, at Red Bull er endt tilbage hos Renault i den kommende sæson.

HUSK at du kan se alt fra den sidste Formel 1-weekend i år LIVE på TV3+ og Viaplay. Vi indleder det hele med den første træning LIVE fra kl. 9.55.

Andre gode nyheder