Gå til hovedindhold

Dansker vinder IMSA-løb i Californien efter vildt comeback

Af: Andreas Roesen

Mikkel Jensen og Steven Thomas havde ryggen mod muren, da de søndag kørte tredje afdeling af IMSA-mesterskabet - denne gang i Californien.

Danskeren og hans TDS-Racing makker var nemlig sidst med bare 40 minutter tilbage af løbet efter et mislykket pitkald under gult flag. 

Mikkel Jensen og Steven Thomas gav dog ikke op, og de sled og slæbte sig gennem feltet, inden de kunne køre i mål med 10 sekunder ned til nærmeste konkurrent. 

-Det var et vildt ræs, lyder det fra Jensen i en pressemeddelelse, og han fortsætter:

-Generelt var vi lidt uheldige med timingen undervejs i løbet. Grundet miskommunikation pittede jeg ikke på det rigtige tidspunkt under den sidste full yellow, hvilket betød, at jeg var bagest i gruppen, da løbet blev genstartet. Derfra kørte jeg et af min karrieres fedeste stints.

-Det var en vild tur med tætte kampe og en del kontakter, men det var fedt, og sejren føles bare så meget federe, når man har måttet kæmpe ekstra hårdt for den.

-Det er en fantastisk præstation for teamet, endda på Stevens (Thomas, red.) hjemmebane. Med en andenplads på Sebring og nu denne sejr har vi løftet os igen efter den udfordrende sæsonpremiere på Daytona, lyder det fra Mikkel Jensen.

Næste IMSA-mesterskab for LMP2-bilerne bliver afviklet 22-25. juni på Watkins Glen i New York. 

Før det deltager Mikkel Jensen dog i Le Mans, hvor han kører for Team Peugeot TotalEnergies, der vender tilbage til det legendariske franske løb.

Andre gode nyheder