Gå til hovedindhold

Dansker klar til WEC og Le Mans for Porsche

Dansker klar til WEC og Le Mans for Porsche

Af: Ritzau

Michael Christensen kører igen i 2016 for Porsche, hvor danskeren skal deltage i FIA World Endurance Championship, herunder Le Mans.

Den tyske motorsportgigant Porsche meddeler mandag, at danske Michael Christensen igen i 2016 skal køre en fuld sæson i FIA World Endurance Championship, herunder altså også det prestigefyldte Le Mans, som i 2016 er indføjet som afdeling i serien.

I 2015 vandt danskeren med sin makker Richard Lietz tre af sæsonens otte afdelinger, og det var med til at sikre Porsche VM-titlen for konstruktører.

  • Jeg er både stolt og taknemmelig for igen at skulle repræsentere Porsche. Det er et mærke med en fantastisk motorsportshistorie, og for mig er det en stor ære at være med til at skrive nye kapitler i Porsches i forvejen imponerende historik, siger Michael Christensen i en meddelelse mandag aften.

Udover Le Mans skal Michael Christensen også køre 24-timers løb på tyske Nürburgring.

  • Det er en meget spændende løbskalender, Porsche har givet mig for den kommende sæson. Som dansker vil jeg enormt gerne deltage på Le Mans, der har stor betydning for mig som racerkører, siger Michael Christensen.

  • At få mulighed for at kombinere det med andre store klassikerløb er en unik chance, som jeg vil udnytte til fulde, fortæller danskeren.

Andre gode nyheder