Gå til hovedindhold

Dansk talent scorer ny Audi-kontrakt

Dansk talent scorer ny Audi-kontrakt

Af: Ritzau

Det danske motorsportstalent Nicolaj Møller Madsen har skrevet under på ny kontrakt med Audi Sport, og dermed er han sikret et sæde i Europas største GT3-serie.

Det danske motorsportstalent Nicolaj Møller Madsen er kommet tættere på drømmen om at blive Danmarks næste store Le Mans-kører, efter at Audi har valgt ham til at køre Blancpain Sprint Series, som er Europas største GT3-serie.

Efter den kommende sæson i Blancpain Sprint Series er det planen, at Nicolaj Møller Madsen allerede i 2017 kan tørne ud i Le Mans for Audi, der har stolte traditioner i det franske 24-timersløb.

  • Jeg kan slet ikke vente til det første løb køres i april. Audi har fortalt mig, at de ikke har nogen resultatmæssige krav, men at de vil se, at jeg udvikler mig som kører. Jeg har dog selv en klar målsætning om at ende i top 3 i Silver Cup for kørere under 25 år, siger Nicolaj Møller Madsen i en pressemeddelelse.

Næste skridt for Nicolaj Møller Madsen bliver nu at sætte jagten ind på at finde sig en hovedsponsor.

  • Jeg har kontrakt med Phoenix Racing, støttet af Audi Sport, men jeg skal stadig selv finansiere 50 procent af mit budget. Bare at få lov til at teste på banerne er rigtig dyrt, men nødvendigt for at kunne præstere. Så lige nu er jeg et stort skridt efter mange af mine konkurrenter, der har fået hovedsponsoren på plads. Så den står på masser af hårdt arbejde forude de næste måneder, lyder det fra Nicolaj Møller Madsen.

Første løb for Nicolaj Møller Madsen bliver den 8. til 10. april, hvor der køres på Misano World Circuit Marco Simoncelli i Italien.

Andre gode nyheder