Af: Ritzau
UFC-stjernen Conor McGregor jagter revanche for knockoutnederlaget mod Dustin Poirier i januar. Se UFC 264 på Viaplay i nat.
-Jeg kommer til at gå tur med den fjollede lille bondeknold, som om han er en hund.
Den obligatoriske trashtalk var i top, da UFC-kæmperne Conor McGregor og Dustin Poirier torsdag holdt pressemøde forud for duellanternes tredje møde i oktagonen.
De to kæmpere har en sejr hver mod hinanden inden kampen i Las Vegas natten til søndag dansk tid, og som vanligt leverede især irske McGregor varen underholdningsmæssig foran presse og fans.
Ud over at kalde sin modstander for en bondeknold spåede den storskrydende McGregor også, at Poirier skal have hjælp til at finde omklædningsrummet efter fighten.
-Jeg kommer til at dræbe denne mand. Han skal bæres væk på en båre, siger McGregor, der så sent som i januar blev besejret af Poirier på en teknisk knockout i duoens andet møde.
-Det var en heldig sejr, og jeg retter op på det lørdag aften, siger 32-årige McGregor ifølge Reuters.
McGregors sejr over den jævnaldrende amerikaner stammer helt tilbage fra 2014, og ifølge Poirier er McGregor ikke længere den samme fighter som tidligere.
-Auraen er der ikke mere, bemærkede Poirier på pressemødet og blev mødt af buhråb fra irerens fans.
-I skal op med humøret. Hav det sjovt. Jeg ser en mand foran mig, som jeg har besejret og kan besejre igen, supplerede han.
McGregor var klar favorit hos bookmakerne, da han blev knockoutet af Poirier i januar. Sådan er det dog ikke op til revancheopgøret, hvor de fleste bookmakere har amerikaneren som kneben favorit.
Den flamboyante McGregor har muligvis set bedre tider, men han er af flere årsager den største stjerne hos UFC. Det anerkender Poirier trods alt også.
-Der er ingen tvivl om, at McGregor er speciel. Han er simpelthen af en anden kaliber. Man ved aldrig, hvad han kommer med, men han ved heller ikke, hvad jeg har planlagt, så det er lige i den forstand, siger Poirier til Viaplay.
McGregor toppede i maj den opgørelse, som pengemagasinet Forbes lavede over verdens mest indtjenende sportsudøvere i de forgangne 12 måneder.
Conor McGregor kunne i perioden sætte 180 millioner dollar ind på kontoen. Det svarer til godt 1,1 milliarder kroner.
Fodboldstjernerne Lionel Messi og Cristiano Ronaldo fulgte efter med indtjeninger på henholdsvis 130 og 120 millioner dollar - eller cirka 815 og 750 millioner kroner.
Du kan se braget mellem McGregor og Poirier live og helt eksklusivt på Viaplay PPV.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk


