Store hits, beskidte tacklinger og slåskampe - NHL er endelig tilbage
Lørdag aften udspillede der sig noget af et drama da San Jose Sharks gæstede Arizona Coyotes i Gila River Arena i Phoenix.
Af: Nikolaj Aufeldt
Sharks’ stjerneforward, Evander Kane jagtede en løs puck i Arizonas zone, men først på pucken kom Coyotes store svenske anfører Oliver Ekman-Larsson. Inden svenskeren fik kontrol over pucken, bragede Evander Kane ind i ham med høj fart.
Udover et voldsomt hit på svenskeren, førte Kane også sin stav hård ind i nakken på Ekman Larsson, og det resulterede i, at Coyotes-anføreren bankede hovedet ind i kanten på banden under plexiglasset.
Det er rent held at han har alle sine tænder.
Med Oliver Ekman Larsson i smerter på isen udbrød et større slagsmål, der sendte både Jacob Middelton (San Jose) og Lawson Crouse (Arizona) i straffeboksen.
Evander Kane fulgte trop, mens Ekman-Larsson vandrede mod omklædningsrummet i selskab med Coyotes’ hold-læge.
Hittet har resulteret i at Oliver Ekman-Larsson ikke er taget med resten af Arizona-truppen til Las Vegas, hvor Coyotes efter planen skal møde Golden Knights natten til tirsdag og natten til torsdag i denne uge.
Situationen har ikke resulteret i nogen karantæne til Evander Kane.
Det hele er dog ikke liv og glade dage for den canadiske stjerne, der ifølge Sportsnet.ca blev erklæret personlig konkurs i starten af sidste uge.
Du kan se hele den voldsomme episode i videoen herover.











