SønderjyskE misser førsteplads efter sent nederlag

Af: Ritzau
De danske ishockeymestre tabte 2-3 ude til Rødovre efter overtid i Metal Ligaen.
SønderjyskEs ishockeyherrer kunne tirsdag aften have erobret førstepladsen i Metal Ligaen.
Det blev dog ikke til noget, da de forsvarende mestre tabte 2-3 ude til Rødovre Mighty Bulls efter overtid.
Med resultatet er SønderjyskE nummer tre i ligaen med 13 point for syv kampe.
Herning Blue Fox topper med 14 point, mens Frederikshavn White Hawks har 13 point på andenpladsen.
Sønderjyske kom ellers foran 1-0 mod Rødovre, da Henrik Nielsen sendte pucken ind i buret efter cirka 10 minutters spil.
Før perioden var færdig, havde hjemmeholdets Steffen Klarskov Nielsen dog sørget for balance i målregnskabet.
Cirka seks minutter inde i anden periode kom Rødovre i spidsen, da Christian Mieritz scorede til 2-1.
Seks minutter før afslutningen på tredje periode fik SønderjyskE igen scoret, denne gang ved Patrick Asselin.
I overtiden scorede Rødovres Martin Højbjerg sejrsmålet, der gav hjemmeholdet to point, mens SønderjyskE måtte nøjes med et enkelt.
Rødovre er nummer fem i Metal Ligaen med 11 point.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk







