Gå til hovedindhold

NHL er tilbage: Sådan står danskerne før sæsonstart

Af: Christian Winther Johansen

Isen er frosset til i Nordamerika igen, og der er fuld gang i finpudsningen af formen og spillet hos NHL-klubberne før sæsonstarten den 10. oktober. I den forbindelse tager vi på Viaplay et kig på de syv NHL-danskere, hvor NHL-kommentator Nikolaj Aufeldt gør dig klogere på deres situation.

Frederik Andersen, Carolina Hurricanes

Nikolaj Aufeldt: -Andersen udgør igen en stærkt målmandstrio med finske Antti Raanta og russiske Pyotr Kochetkov. Han viste storspil gennem hele slutspillet, hvor han stod ni af 15 kampen, så han stod med stærke kort på hånden, mens han kunne kigge på fremtiden.

-Han har skrevet under på en toårig kontrakt til en værdi af cirka 48 millioner kroner, og det er altså en flot kontrakt, hvis man tager hans alder og den stærke trup i betragtning. Carolina Hurricanes har oprustet på flere pladser her i off season, og kan Andersen holde sit høje niveau - og måske endda hæve det en anelse - står Carolina Hurricanes rigtig godt i kampen om Stanley Cup-trofæet.

Lars Eller, Pittsburgh Penguins

Nikolaj Aufeldt: -Det er en helt ny opgave for Lars Eller, der nu befinder sig på den anden side af rivaliseringen mellem Sidney Crosby og Aleksandr Ovechkin. Pittsburgh har været igennem en turbulent tid, hvor den nye general manager Kyle Dubas efter sin dramatiske tilgang hurtigt fik lavet et par handler. Blandt andre har de hentet den svenske superstjerne Erik Karlsson.

-Eller har selv erkendt, at der næppe er tale om nogen hovedrolle for ham i Pittsburgh, men han kan stadig spille en rolle på et hold, der kæmper for at komme tilbage i slutspillet efter skuffelsen i sidste sæson.

Nikolaj Ehlers, Winnipeg Jets

Nikolaj Aufeldt: -Ehlers har i flere sæsoner været en af de mest indflydelsesrige spillere i det forholdvis lille franchise i Winnipeg, og med holdets udskiftninger i off season bliver den rolle ikke mindre. Jets har i pausen sagt farvel til den tidligere kaptajn Blake Wheeler og superstjernen Pierre-Luc Dubois. Det vil formentlig betyde, at modstanderne skal og vil holde mere øje med lynhurtige Ehlers.

-Hvis Winnipeg endnu engang skal være at finde i slutspillet, kræver det storspil fra Ehlers. Men om han fortsat er at finde i det sydlige Canada, når slutspillet nærmer sig, må vi vente at se. Skulle Jets ende med en svær sæson, er det bestemt ikke umuligt, at danskeren har ny arbejdsgiver, når foråret kommer.

Oliver Bjorkstrand, Seattle Kraken

Nikolaj Aufeldt: -Amerikanerne på vestkysten fik for alvor øjnene op for Bjorkstrand i den seneste sæsons slutspil. Her brillerede han med flotte mål og assister og var stærkt medvirkende til, at Kraken sendte de forsvarende mestre fra Colorado ud i første runde af slutspillet.

-Projektet i Seattle er spændende, og uden en uovertruffen superstjerne ligger holdets styrke klart i bredden. Expansion-hold som Seattle bliver ofte betegnet som et hold af "misfits", men Seattle viste, at de kan bide skeer med de etablerede hold. Bedste eksempel er Vegas Golden Knights, der er forsvarende mester i denne sæson, som kun har været i ligaen siden 2017.

Mads Søgaard, Ottawa Senators

Nikolaj Aufeldt: -Kampen om målmandspositionen i NHL er ekstremt hård, og ofte kommer chancen dumpende ned fra himlen, når der opstår skader. Det skete for Søgaard i sidste sæson, og han greb chancen og leverede godt i sine 17 starter for Senators.

-Trods det pæne spil har Ottawa dog oprustet på målmandsposten, hvor man har hentet den finske stjerne Joonas Korpisalo, så han ser ind i hård konkurrence, hvor der også er dygtige målmandstalenter som Leevi Merilainen og Kevin Mandolese, der begge fik NHL-kampe i sidste sæson.

-Søgaard ligner lige nu tredjevalget efter Anton Forsberg og Joonas Korpisalo, og derfor må han nok se frem til, at størstedelen af hans spilletid i denne sæson ligger i AHL hos Belleville Senators.

Jonas Røndbjerg, Vegas Golden Knights

Nikolaj Aufeldt: -Som optakt til denne sæson har Jonas Røndbjerg været en del af Golden Knights' træningslejr, hvor han spillede to kampe, inden han blev placeret på waivers, hvor han kunne blive samlet op af andre NHL-hold. Det blev han ikke, og derfor er han nu blevet sendt ned på reserveholdet i AHL, hvor han formentlig spiller størstedelen af sæsonen.

-Kan han fortsætte sin gode udvikling her, vil der være udsigt til nogle kampe, men skal han spille markant flere kampe allerede i denne sæson, kræver den enten et ekstraordinært gennembrud eller skader i truppen.

Alexander True, Florida Panthers

Nikolaj Aufeldt: -True spillede en stor rolle i Coachella Valley Thunderbirds' flotte sæson i AHL, hvor han lavede 19 point i 16 slutspilskampe, hvor de dog tabte til Hershey Bears i finaleserien.

-Han blev hurtigt samlet op af Florida Panthers, hvor han underskrev en etårig kontrakt til en værdi af 5,4 millioner kroner. Lige nu er True fortsat en del af Panthers' pre season-trup, men om han også er det, når Florida åbner sin sæson, må vi vente og se.

NHL-sæsonen åbner tirsdag den 10. oktober klokken 23.30 med kampen mellem Tampa Bay Lightning og Nashville Predators. Se kampen på Viaplay og TV3 SPORT.

Andre gode nyheder