Gå til hovedindhold

NENT Group sikrer sig rettighederne til VM i ishockey fra 2024 til 2028

Af: Peter Schulz

NENT Group sikrer sig rettighederne til at vise IIHF Ishockey VM-slutrunerne fra 2024 til 2028, meddeler man torsdag morgen.

NENT Group bliver det eksklusive hjem for ishockey-VM i årene fra 2024 til 2028.

Det oplyser man i en pressemeddelelse torsdag morgen.

NENT Group har allerede rettighederne til turneringen frem til 2023 i Sverige, men man tilføjer nu rettighederne fra 2024 til 2028 i Danmark, Sverige, Finland, Norge og Island.

-Alle kampene vil blive vist live på NENT Groups Viaplay streaming service og på Viasat pay-tv kanaler med udvalgte kampe også vist på NENT Groups free-tv kanaler, skriver man.

Med købet af VM-rettighederne føjer NENT Group yderligere til en portefølje af vintersportsrettigheder, som allerede indeholder NHL, KHL og CHL-ishockey på tværs af Norden samt ISU speedskating og kunstskøjteløb.

Fra 2021 vil NENT Group også levere massiv dækning af alpint skiløb og langrendsdisciplinerne under FIS.

-Denne banebrydende aftale er lige så vigtig som den, vi lavede for FIS ski-disciplinerne tidligere på året. IIHF Ice Hockey World Championship er en del af vores DNA, og Viaplay bliver nu hjemsted for denne fantastiske turnering i alle nordiske lande i adskillige år, siger NENT Groups præsident og CEO Anders Jensen i en pressemeddelelse.

-NENT Group får det mest omfangsrige og bedste vintersportsudbud på verdensplan, og vi glæder os til at nå ud til ishockeyfans i flere lande og på flere platforme end nogensinde før, siger Anders Jensen desuden.

Det er det schweiziske agentur Infront, som NENT har indgået aftalen med:

-Aftalen med NENT Group, som er en veletableret og respekteret partner for både IIHF Ice Hockey World Championship og Infront, vil sikre en varig sammenhæng i omtale og kvalitet, og vil betyde, at verdens største ishockey-turnering får den bedst mulige dækning i hele Norden, siger Bruno Marty, Infront Senior Vice President, Spectator Sports.

Udover IIHF Ice Hockey World Championship har NENT Group sikret rettigheder til IIHF World Championship Division A og B.

Andre gode nyheder