
Af: Ritzau
24 timer efter 5-2-sejren over Danmark løb Sverige ind i holdets første VM-nederlag i et kollaps mod Tjekkiet.
Det svenske ishockeylandshold kom mandag aften ned på isen efter sejren over Danmark ved VM i Rusland. Svenskerne kollapsede fuldstændigt i et opgør mod Tjekkiet, der vandt 4-2. Robert Rosén og Martin Lundberg bragte i første periode Sverige foran med 2-0, men herefter knækkede de nifoldige verdensmestre. Sverige har modtaget en lang række afbud fra NHL-spillere, hvilket er gået ud over kvaliteten i VM-truppen. Det kunne specielt ses i anden periode, hvor svenskerne blev trykket i bund. David Pastrnak og Jan Kovar fik udlignet til 2-2, og så forsøgte Sveriges landstræner Pär Mårts sig med en timeout, men det nyttede ingenting. Kort efter gjorde Michael Birner det til 3-2 for tjekkerne. I tredje periode slog Birner med sin anden scoring den tjekkiske sejr fast. Sverige åbnede VM i weekenden med en overtidssejr over Letland, inden holdet søndag slog Danmark med 5-2. Svenskerne har fem point på tredjepladsen i gruppe A, der toppes af Tjekkiet med otte point. Danmark har tre point på fjerdepladsen. Gruppen består af otte hold. De fire bedste går videre til kvartfinalerne. I gruppe B vandt Finland mandag aften med 3-2 over USA. Finnerne har vundet de tre første kampe, mens USA blot har hentet en enkelt sejr.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk






