Gå til hovedindhold

Frederik Andersen og Hurricanes er færdige i NHL-slutspil

Af: Ritzau

Frederik Andersens hold nåede at udligne to gange, inden de til sidst måtte se sig slået i Conference Finals.

Den danske ishockeymålmand Frederik Andersen og hans hold, Carolina Hurricanes, er færdige i den østlige del af Conference Finals i den bedste amerikanske ishockeyliga, NHL.

Onsdag aften tabte danskerens hold nemlig for fjerde gang i træk til Florida Panthers.

Conference Finals er semifinalen af slutspillet i NHL. De spilles i et bedst-ud-af-syv-format, men med fire ud af fire sejre i de fire første kampe vinder Panthers serien.

Dermed har Panthers sikret sig en plads i slutspilsfinalen, Stanley Cup.

Hurricanes' kamp mod Panthers endte 4-3 i Panthers' favør.

Andersen var i målet hele kampen og lukkede dermed fire mål ind. Han stod for en redningsprocent på 84.

Hurricanes kom bagud allerede 41 sekunder inde i kampen. I første periode nåede Panthers at score igen, inden Hurricanes fik reduceret til 2-1 til sidst i perioden.

Hurricanes startede anden periode ud med en udligning, men der gik ikke mere end syv minutter, før Panthers scorede og gjorde det til 3-2 ved pausen til tredje.

I tredje periode lykkedes det igen Hurricanes at udligne, men Panthers gjorde det til 4-3 til sidst i perioden.

Der bliver altså ingen Stanley Cup-finale til Frederik Andersen, der muligvis også har spillet sin sidste kamp for Carolina Hurricanes.

Vild vej til finalen 

Det har ikke ligget i kortene hele sæsonen igennem, at Florida Panthers skulle ende med at kæmpe med om det helt store trofæ. 

Panthers kom med i slutspillet på absolut sidste mandat i Eastern Conference, og de var kun et enkelt point fra at misse pladsen til Pittsburgh Penguins, der meget overraskende tabte sæsonens to sidste kampe imod bundpropperne i henholdsvis Central og Metropolitan Divison, Chicago og Columbus.

På deres vej til finale-serien har de nu slået første, andet og nu tredje ceed i øst. En meget imponerende præstation af Florida Panthers. 

I finalen venter enten Dallas Stars eller Vegas Golden Knights. Sidstnævnte kan med en sejr natten til fredag dansk tid spille sig til finale-billetten, da de har vundet de tre første opgør.

Du kan se Dallas Stars imod Vegas Golden Knights på Viaplay fra kl. 02:05.

/ritzau/

Andre gode nyheder