Ehlers scorer og lægger op i Winnipeg Jets' 5-0-sejr - se højdepunkterne
Af: Peter Schulz
Nikolaj Ehlers er oppe på 41 point i 41 kampe i NHL i denne sæson. Natten til søndag lavede danskeren to point for Jets i 5-0-sejr.
25-årige Nikolaj Ehlers fortsætter med at producere mål i NHL.
Natten til søndag stod danskeren for mål og assist, da hans mandskab Winnipeg Jets vandt med 5-0 over Montreal Canadiens.
Nikolaj Ehlers scorede 2-0-målet i et powerplay og blev siden også noteret for assist på 4-0-scoringen.
Dermed er han oppe på 17 mål og 24 assister i sine hidtidige 41 kampe i NHL i denne sæson.
I nattens øvrige kampe var Frans Nielsen tilbage på isen hos Detroit Red Wings, som hev en 5-4-sejr i land efter straffeslag mod Carolina Hurricanes.
Oliver Bjorkstrand var på isen for Columbus Blue Jackets, som imidlertid tabte 3-4 til Chicago Blackhawks.
Hos Toronto Maple Leafs var Frederik Andersen - igen - ikke med.
Maple Leafs vandt for 11. gang på stribe med Jack Campbell i målet, og i den anden ende scorede superstjernen Auston Matthews sit sæsonmål nummer 29, 30 og 31 i en vild 6-5-sejr over Ottawa Senators.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk










