Gå til hovedindhold

Dansk ishockey-klub sælger billetter til aflyste kampe og undgår konkurs

Dansk ishockey-klub sælger billetter til aflyste kampe og undgår konkurs

Af: Web

Rødovre Mighty Bulls, en af de ni klubber i Metal Ligaen i ishockey, er gået utraditionelt til værks for at undgå en konkurs som følge af coruna-virussen.

Af Frits Ahlstrøm

Med aflysningen af slutspillet (og andre arrangementer, eksempelvis koncerter og firma aktiviteter) mister klubben alle indtægter på ubestemt tid og kommer dermed til at mangle omkring 300.000 kroner for at kunne klare sine økonomiske forpligtelser i de resterende måneder af sæsonen.

Mange fans har kontaktet klubben for at spørge hvordan de kan hjælpe.

-Vi har på den baggrund udstedt såkaldte støttebilletter i håb om at få dækket tabet på den reelle entreindtægt fra de kampe, der ikke kan gennemføres, fortæller marketingschef Morten Nielsen til TV3 Sport. De kan købes for 125 kroner stykket. Målsætningen er at sælge 2.500.

Meget tyder på, at det lykkes.

-Vi har lige nu solgt 2.000 billetter til kampe, som aldrig bliver spillet, bemærker Morten Nielsen. Ydermere har vi fået tilsagn fra fem nye sponsorer for næste sæson. Billetterne skal ses som donationer med en symbolsk betydning.

-Så i stedet for at blive slået lysår tilbage kan vi regne med fortsat at skabe oplevelser for vore fans; at Rødovre Mighty Bulls som elitehold i Rødovre Skøjte og Ishockey Klub kan være en inspiration og drivkraft for ungdommen; og at Rødovre og Vestegnen forbliver en del af det sportslige Danmarkskort.

Klubben har sendt sine syv udenlandske spillere hjem (til henholdsvis Canada, Finland og Sverige) efter at have indgået en økonomisk aftale med dem. 

Rødovre er den dominerende klub i landet med hensyn til talentudvikling i dansk ishockey og må ofte sende sine ungdomshold til kampe i Sverige for at give dem kvalificeret modstand.

Uheldigvis findes der i ishockey ikke et transfersystem som i fodboldens verden. Dermed afskæres Rødovre Skøjte og Ishockey Klub fra kompensation for træning og uddannelse, når svenske klubber henter deres største talenter.

Kun én gang i klubbens historie har den modtaget et transferbeløb. Det var da Vancouver Canucks i den nordamerikanske liga NHL skrev kontrakt med Jannik Hansen. Det siges, at canadierne betalte knap én million kroner i 2006.

Andre gode nyheder