Gå til hovedindhold

Danmark får NHL-hjælp i OL-kval

Af: Nikolaj Aufeldt

OL-kvalifikationen ligger lige rundt om hjørnet, og Danmark har mulighed for at kvalificere sig til deres andet vinter-OL nogensinde.

Nøjagtigt ligesom kvalifikationen til legene i Beijing får Danmark stor hjælp fra Nordamerika, når et udpluk af de bedste ishockeyspillere landet nogensinde har opfostret, hjælper til.

Forskellen denne gang er dog, at de store stjerner fra verdens stærkeste ishockeyliga også får lov til at repræsentere landet ved selve legene, hvis de kvalificerer sig, hvilket ikke var tilfældet ved OL i 2022.

Tirsdag morgen har Danmarks svenske landstræner, Mikael Gath, udtaget truppen, som tæller hele seks mere eller mindre etablerede spillere fra NHL.

Disse spillere omfatter Frederik Andersen (Carolina Hurricanes), Lars Eller (Pittsburgh Penguins), Oliver Bjorkstrand (Seattle Kraken), Nikolaj Ehlers (Winnipeg Jets), Jonas Røndbjerg (Vegas Golden Knights) og Mads Søgaard (Ottawa Senators).

Udover de seks ovennævnte er Oscar Fisker Mølgaard, der tidligere på sommeren skrev kontrakt med Seattle Kraken, også udtaget.

OL er det største

Da der senest stod vinter-OL på programmet var Danmark repræsenteret for første gang endda med Danmarks første NHL-spiller, Frans Nielsen, som dansk fanebærer. Trods manglen på NHL-stjernestøv ved legene i 2022 var Danmark alligevel repræsenteret af spillere med niveau fra øverste hylde, blandt andet i form af Danmarks (indtil nu) højest draftede NHL-spiller Mikkel Bødker.

 -OL var en drengedrøm, der gik i opfyldelse. Når man som barn så sommer-OL, drømte man om at deltage, og da det gik op for mig, at den sport jeg selv gik til var en del af vinterprogrammet, blev det selvfølgelig et mål. Udover NHL er OL det største man kan deltage i som ishockeyspiller og noget, som alle de bedste i verden gerne vil. Jeg er sikker på, at det for spillere som Lars (Eller) og Frederik (Andersen) står højt på listen over ting, de stadig håber på at opnå i deres ellers flotte karriere, siger Mikkel Bødker til Viaplay.

På vejen til OL, der i 2026 afvikles i Milano og Cortina, skal Danmark ud i en kvalifikationsturnering imod Storbritannien, Japan og de evige nordiske rivaler fra Norge.

-Med det hold, som Danmark har udtaget, har de den bedste chance. Af vigtige parametre vil jeg nævne, at Danmark bl.a. har mest rutine, de bedste forwards og den bedste målmand i Frederik Andersen. Hvis Danmark får defensiven til at spille, skal de stærke offensive kort, som Nikolaj Ehlers og Oliver Bjorkstrand, nok levere varen, uddyber han.

-Nøglekampen bliver efter min mening opgøret imod Norge. De har et godt hold, der blandt andet voldte Danmark problemer ved VM i år. Derudover er det vores nabo-rivaler, som man altid gerne vil slå. Det gjorde vi jo også sidste gang, der var et OL på højkant, og så endda i Norge. Danmark har efter min mening gode chancer for at kvalificere sig, selvom kampen imod Norge ikke kommer til at mangle tænding, lyder det fra den tidligere NHL-stjerne.

Få et overblik over holdet herunder: (NHL-spillere er markeret i kursiv)

Frederik Andersen – Carolina Hurricanes – GK
Frederik Dichow – HV71 – GK
Mads Søgaard – Ottawa Senators – GK
Anders Koch – Keikko-Espoo – D
Jesper Jensen Aabo – KAC Klagenfurt – D
Kasper Bunch Larsen – Brynäs IF – D
Markus Lauridsen – Löwen Frankfurt – D
Nicholas B Jensen – Fischtown Pinguins – D
Oliver Larsen – Mikkelin Jukurit – D
Oliver Lauridsen – TPS Turku – D
Philip Brugisser – Fischtown Pinguins – D
Alexander True – MoDo Hockey – F
Christian Wejse – Fischtown Pinguins – F
Frederik Storm – Kölner Haie – F
Joachim Blichfeld – Växjö Lakers HC – F
Jonas Røndbjerg – Vegas Golden Knights – F
Lars Eller – Pittsburgh Penguins – F
Mathias From – KAC Klagenfurt – F
Mikkel Aagaard – MoDo Hockey – F
Morten Poulsen – Herning Blue Fox – F
Nicklas Jensen – SC Rapperswil-Jona Lakers – F
Nikolaj Ehlers – Winnipeg Jets – F
Oliver Bjorkstrand – Seattle Kraken – F

Oliver Kjær – SaiPa – F
Oscar Fisker Mølgaard – HV71 – F
Patrick Russell – Linköping – F
Philip Schultz – Esbjerg Energy – F

Følg med i OL-kvalifikationen på Viaplay, TV3+ og TV3 MAX fra d. 29/8 – 1/9

Andre gode nyheder