Bjorkstrand jubler over nyhed: 'Min far bliver stolt'
Oliver Bjorkstrand er blevet udtaget til den prestigefyldte og traditionsrige All Star-weekend i NHL.
For første gang i karrieren skal Oliver Bjorkstrand deltage ved All Star-weekenden i NHL.
Danskeren modtog den store nyhed torsdag af sin cheftræner Dave Hakstol.
-Jeg er meget spændt og ekstremt stolt, udtaler Oliver Bjorkstrand.
-Min far (Todd Bjorkstrand red.) bliver rigtig glad for at høre nyheden. Vi har altid har et tæt bånd omkring ishockeyen, så jeg glæder mig til at fortælle ham om det.
Oliver Bjorkstrand får også ros med på vejen af sin cheftræner Dave Hakstol.
-Jeg er rigtig glad på Olivers vegne. Indsatsen fra ham den seneste måned har været exceptionel, og det er meget fortjent, lyder det.
I denne sæson står Oliver Bjorkstrand noteret for 29 point i form af 11 mål og 18 assists, og han er derfor topscorer for Seattle Kraken.
Den 28-årige dansker rundede forleden 500 kampe i NHL, og han bliver nu belønnet for sin mangeårige store indsats i NHL.
Se Oliver Bjorkstrand score for Seattle Kraken i videoen herover.
Husk, at du kan se ALLE kampe fra NHL direkte inde på Viaplay.
Emil Mozart Hansen
emil.mozart.hansen@nentgroup.com










