Vipers Kristiansand drejer nøglen om
Af: Ritzau
Det er slut for håndboldkvinderne i den norske klub Vipers Kristiansand. Ledelsen har begæret klubben konkurs.
Den norske håndboldklub Vipers Kristiansand er blevet begæret konkurs. Det oplyser klubben mandag i en pressemeddelelse ifølge NTB og NRK.
-Det er med tungt hjerte, at vi må meddele, at ledelsen i Vipers har besluttet at afvikle driften og begære klubben konkurs, siger Jørgen Uleberg, der er kommerciel direktør i Vipers.
I oktober sidste år var Vipers også på randen af konkurs, da klubben manglede 15 millioner danske kroner.
Dengang blev klubben også begæret konkurs, men blev reddet af en ny bestyrelse og en række aktionærer.
Tre måneder senere lader det til at være endegyldigt slut. Denne gang ser det ikke ud til, at der søsættes en redningsaktion i sidste øjeblik.
Efter en grundig analyse af økonomien er man nået frem til, at Vipers ikke kan reddes. Det er der simpelthen ikke penge nok til.
-Den udløsende faktor for beslutningen er manglen på en driftsgaranti i indeværende sæson - i kombination med mangel på likviditet, forklarer Uleberg.
Vipers oplyser, at der ikke er grundlag for at forsøge at drive klubben videre.
-På baggrund af den manglende garanti og klubbens alvorlige likviditetsudfordringer har bestyrelsen været nødsaget til at indgive en konkursbegæring og gå til skifteretten den 13. januar 2025, skriver Vipers.
Den sidste kamp, Vipers spillede, var Champions League-opgøret ude mod Budocnost lørdag aften. Den kamp tabte Vipers 20-26.
Vipers, der er placeret på tredjepladsen i den bedste norske række, skulle have spillet en udekamp mod Oppsal tirsdag aften.
/ritzau/
Vipers Kristiansand skal dermed ikke i kamp i den kommende Champions League-runde, hvor de lørdag skulle have mødt Team Esbjerg i en kamp, der skulle have været vist på Viaplay og TV3 SPORT.
Odense Håndbold mangler også et møde med Vipers i Champions Leagues gruppe B.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dkChristian Winther Johansen
christian.winther.johansen@nentgroup.com

