Viborg mod Dalby & Co. i CL-kvartfinalen
Af: Ritzau
Viborg HK møder de montenegrinske mastodonter fra Buducnost med danske Camilla Dalby på holdkortet i Champions League-kvartfinalen.
I kraft af Viborg HKs fjerdeplads i Champions League Gruppe C stod det klart, at enten Buducnost eller russiske Volvograd ville være modstanderen i kvartfinalen.
Her blev Champions League-mestrene fra sæsonen 2011/2012 trukket op ad hatten, og de forsvarende danske mestre står derfor overfor en nærmest uoverkommelig opgave, når de to hold mødes i starten af april.
Cheftræner for det grønne Viborg-mandskab Lars Friis-Hansen mener, det er fint nok at møde storholdet Buducnost, der har vundet det montenegrinske mesterskab otte år i træk.
- Det er fint. Det stod mellem Buducnost og Volvograd, og de er lige hårde modstandere, fortæller han til Viborg HKs hjemmeside.
Første kamp spilles 4-5. april i Viborg Stadionhal, mens returopgøret spilles ugen efter i Montenegro.
Udover Dalby råder cheftræner Dragan Adzic også over profiler som Cristina Neagu, Katarina Bulatovic og Milena Knezevic.
Arkivfoto
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









