Gå til hovedindhold

Troelsen imponeret: S. Jørgensen ser fit ud

Troelsen imponeret: S. Jørgensen ser fit ud

Af: Ritzau

Den danske landsholdsback Stine Jørgensen topper suverænt den danske topscorerliste, og hun har da også imponeret Trine Troelsen.

Ikke nok med at hun har banket flest mål ind, så topper hun også assistlisten med sine 12 målgivende afleveringer.

Endelig er hun også den danske spiller, der med sine 2 timer og 38 minutter har fået flest minutter på banen.

Tiden har hun udnyttet den lange ganske forbilledligt, og det er ikke gået ubemærket hen hos den tidligere FCM-holdkammerat Trine Troelsen.

  • Jeg synes Stine (Jørgensen red.) ser fit ud. Hun har den der lysende glød i øjnene, der viser, at hun bare vil det her 100 procent. Hun har gjort en rigtig god figur indtil videre, påpeger Trine Troelsen overfortv3sport.dk.

En anden profil som også har fået et par plusser i Trine Troelsens sorte bog er 35-årige Rikke Skov.

  • Skov har bare vinderinstinktet. Forsvarsmæssigt er hun sindssyg vigtig for Danmark, og det har hun vist. Generelt er der mange, der er stemplet ind i perioder. Vi mangler bare at se noget mere fra dem alle sammen.

  • Men Stine Jørgensen og Rikke Skov har været mine to favoritter indtil videre.

De to rutinerede profiler er tydeligt gået forrest i Danmarks fire første kampe.

Men for det danske kollektiv er det altafgørende, at alle løfter i flok, da der også render et par landsholdsspillere rundt, som ikke har prøvet så meget i landsholdsregi endnu.

  • Når man ser på Danmarks optakt med nye spillere, så er det her nyt for mange. Det er på hjemmebane, og det er kæmpestort. Der er mange ting, man skal tackle og forholde sig til.

  • Danskerne skal lære af sine fejl, nederlag og komme hurtigt videre. For der er ikke mange dage til at sunde sig over det i, afslutter den tidligere landsholdsstjerne.

Danmark spiller sin sidste indledende gruppekamp mod Montenegro fredag aften klokken 20.45 foran 12.000 tilskuere i Jyske Bank Boxen.

Andre gode nyheder