Gå til hovedindhold

Team Tvis-træner stolt trods finalenederlag

Team Tvis-træner stolt trods finalenederlag

Af: Ritzau

Team Tvis Holstebro tabte samlet gulddysten, men cheftræner Patrick Westerholm var stolt over vestjydernes præstation i lørdagens anden DM-finale.

Gråkjær Arena dannede en fremragende kulisse om den altafgørende gulddyst, hvor guldfavoritterne fra Bjerringbro-Silkeborg i løbet af kampen kom i alvorlige problemer, og hvor den ellers så sikre syvmålssejr blev voldsomt truet.

Flere gange havde Patrick Westerholms tropper de midtjyske gæster helt ude i tovene. 14-8 lød den største føring på i 1.halvleg, mens stillingen røg op på 19-13 efter pausen.

Kampen blev dog blot vundet 26-25, og det var langt fra nok til i sidste ende til at hænge det ædleste metal om halsen. I sølvets skær stod Tvis Holstebro-cheftræneren trods alt stolt tilbage.

  • Jeg er meget stolt over drengene præstation. Vi var tæt på, men det var de små marginaler, der afgjorde det. Alt i alt er jeg bare stolt over drengenes præstation, fortæller Patrick Westerholm til tv3sport.dk.

  • Vi har det bedste hold i Danmark. Vi har måske ikke de bedste individuelle kompetencer, der kan afgøre kampene. Men vi har det bedste hold, og vi står sammen i medgang og modgang. Det får vi bevist.

  • Den her præstation er historisk. Hvis vi inden sæsonen kiggede på vores hold og havde sagt, at det var en skuffelse at blive nummer to, så ville jeg sige, at folk var sindssyge. Jeg er stolt af vores sammenhold.

Der bliver uddelt 13 udvisninger i løbet af kampen. Hvad synes du om dommerlinjen?

  • Sådan har linjen jo været igennem slutspillet og semifinaler, hvor man vælger, at der kommer til at være mange udvisninger. Folk slås og kriger jo på et helt andet niveau i forhold til grundspillet.

  • Men med den her præstation synes jeg, vi viser, at vi hører til i toppen af dansk håndbold.

Ikke nok med at herreligasæsonen lørdag blev lukket ned, så var det også Anders Oechslers sidste tur i håndboldmanegen.

I kølvandet på karrierestoppet kaster den finske cheftræner store roser efter den 37-årige veteran.

  • Jeg har ikke nogen spiller, der betyder mere for mig end Anders. Jeg har spillet sammen med ham. Vi har boet på værelse sammen, vi har kørt sammen. Jeg synes, det er helt fantastisk at se, at han slutter af på toppen.

  • Nu vil jeg bare nyde den her dag med det hold, der er. Vi skal være glade for de præstationer, vi har lavet, slutter han.

Andre gode nyheder