Gå til hovedindhold

Team Esbjerg henter fritstillet Vipers-trio

Af: Ritzau

Tidligere i januar blev 19 spillere kontraktfri i Vipers, og Team Esbjerg har lukreret på tre af dem.

Håndboldklubben Team Esbjerg går på rov i den konkursramte norske klub Vipers Kristiansand.

Topholdet i Kvindeligaen henter hele tre transferfrie spillere fra den norske klub.

Den schweiziske fløjspiller Mia Emmenegger, den svenske bagspiller Nina Koppang og den hollandske stregspiller Merel Freriks er alle tre hentet ind som forstærkninger.

Det oplyser Team Esbjerg på klubbens hjemmeside.

19 håndboldspillere fra Vipers Kristiansand stod i midten af januar uden kontrakt, fordi klubben blev begæret konkurs.

Den situation har esbjergenserne lukreret på, og det vækker tilfredshed hos Esbjergs cheftræner, Tomas Axnér.

-Jeg er meget tilfreds med, at klubben havde styrken til at handle i den opståede situation, og vi får nu et bedre hold, der gør os i stand til at fastholde det høje sportslige ambitionsniveau, siger Tomas Axnér til klubbens hjemmeside.

Emmenegger og Koppang har skrevet under på flerårige aftaler i Esbjerg, mens Merel Freriks har fået en kontrakt frem til sommer.

/ritzau/

Andre gode nyheder