Gå til hovedindhold

Team Esbjerg banker tysk bundprop i Champions League

Af: Ritzau

I en kamp uden betydning vandt Team Esbjerg klart over Bietigheim i sidste runde af gruppespillet.

Reelt var resultatet ligegyldigt, men Team Esbjerg kan i hvert fald tage en succesoplevelse med fra sidste runde i gruppespillet i Champions League.

På hjemmebane vandt vestjyderne klart med 37-29 over tyske Bietigheim og slutter gruppen med 12 point efter 14 kampe.

Allerede før kampen stod det klart, at esbjergenserne ville ende på sjettepladsen i gruppen, og heller ikke for tyskerne var der noget på spil.

Bietigheim var uden chance for at avancere fra sidstepladsen i gruppen.

På banen var der da også solid forskel på den aktuelle nummer tre i den danske liga og nummer tre i den tyske.

Team Esbjerg var ikke bagud på noget tidspunkt i kampen, hvor bagspillerne Kristine Breistøl, Mette Tranborg og Sonja Frey havde krammet på det tyske forsvar.

Efter en firemålsføring ved pausen udbyggede esbjergenserne forspringet i anden halvleg og sluttede med en sejr på otte overskydende træffere.

Team Esbjerg møder i ottendedelsfinalen det franske hold Brest Bretagne, som har den danske landsholdskeeper Sandra Toft mellem stængerne.

Første kamp spilles i første weekend i marts.

/ritzau/

Andre gode nyheder