Suveræne Norge klar til deres 14. VM-kvartfinale

Af: Ritzau
Uden så meget slinger i valsen tromlede de norske jenter henover Tyskland i deres stensikre 22-28-sejr i søndagens 1/8-finale.
Efter at have fået knapt så meget med spilletid i løbet af hele turneringen kunne Györ-backen Linn Jørum Sulland brage første norske mål i kassen til kæmpe jubel for den næsten udsolgte Arena Nord i Frederikshavn mere eller mindre klædt i de norske farver.
Herfra kørte den velkendte norske kontramaskine, der viste absolut ingen nåde.
Tyske Xenia Smits kunne med lodder og trisser i første halvlegs sidste sekund reducere den norske kæmpeføring til pausestillingen 10-15.
Fire minutter efter pausen kunne først Sanna Solberg og minuttet efter Veronica Kristiansen således udbygge den norske føring til 10-17.
Det formåede Jakob Vestergaards tyske tropper aldrig at ryste af sig.
Heidi Løke blev kampens suveræne topscorer med ni mål, mens Xenia Smits og Susann Müller med hver syv scoringer måtte dele topscorerværdigheden på det tyske hold.
Norge skal i kvartfinalen møde vinderen af Montenegro-Angola, der mødes i deres 1/8-finale mandag aften.
Bliver det montenegrinerne, der trækker sig sejrrigt ud af det opgør, får det danske håndboldpublikum en gentagelse af EM-finalen i 2012, hvor Montenegro efter forlænget spilletid tog europamesterskabet for øjnene af netop Norge.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








