Stjernerne fik pause i montenegrinsk storsejr

Af: Ritzau
Det montenegrinske kvindelandshold lagde ud i OL-kvalifikationen med at banke Uruguay med de overbevisende cifre 34-19.
OL-kvalifikationsturneringen i Ceres Arena i Århus er for alvor kastet i gang.
Uruguay, som ikke er spået mange chancer i weekendens stævne, bed godt fra sig i kampens indledning og bragte sig faktisk ad flere omgange foran med et enkelt mål.
Men ganske som forventet gik gassen dog noget så gevaldigt ud af Uruguay-ballonen efter pausen.
Første halvleg sluttede med de knebne cifre 15-10.
Efter pausen fik de tidligere montenegrinske europamestre bedre styr på koncentrationen i afslutningerne og kunne med den overlegne fysik køre over forsvarsløse Urguay, der dog kæmpede med alt, hvad de havde.
Milena Raicevic, Katarina og Andela Bulatovic blev bænket relativt tidligt i et opgør, som landstræner Dragan Adzic bare skulle have oversået.
Buducnost-chefen tog således ingen timeouts i de 60 spilminutter.
Sejren løb i sidste ende op på 34-19.
Venstre fløjen Majda Mehmedovic blev kampens topscorer med syv mål, mens Daniela Scarrona blev Uruguays mest scorende med fire fuldtræffere.
Montenegro møder lørdag Danmark, mens Uruguay står over for Rumænien.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










