Stjernemålmand var sat i forbindelse med PSG og Barcelona - nu skifter han til dansk klub
Af: Peter Schulz
GOG forstærker sig med ombejlet norsk stjerne fra den kommende sæson.
26-årige Torbjørn Bergerud forlader Flensburg-Handewitt for at stille sig i buret hos GOG fra den kommende sæson.
Den norske stjernekeeper, som ellers har været sat i forbindelse med både Paris Saint-Germain og Barcelona, har således mandag underskrevet en etårig aftale med fynboerne.
Det rapporterer fyens.dk.
-Det har været et længere forløb. Pludselig opstod der en mulighed med Torbjørn. Han skulle væk fra Flensburg og havde flere muligheder både i Danmark og i udlandet, siger GOG's direktør Kasper Jørgensen til fyens.dk.
-Han har noget andet klar fra 2022 men skulle så finde noget her og nu, og dér synes han, at GOG passer godt ind i det forløb, fordi vi - ifølge ham - "skulle være et godt sted at være", siger Kasper Jørgensen desuden.
Der spekuleres i, at Torbjørn Bergerud vil skifte til Paris-Saint Germain i 2022 - men det bliver altså nu først efter et år i dansk tophåndbold.
-GOG er en klub, der spiller hurtig og god håndbold, og jeg er sikker på, at det kan være med til at udvikle mig som spiller, siger Torbjørn Bergerud selv til fyens.dk om sit skifte.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk









