Gå til hovedindhold

Sprudlende BSV-streg: Lækkert at bidrage til storsejr

Sprudlende BSV-streg: Lækkert at bidrage til storsejr
FOTO: SCANPIX

Af: Web

I onsdags kunne Michael V. Knudsen ingenting. Fire dage senere var han én af hovedpersonerne med sine syv mål, da Bjerringbro-Silkeborg tævede Wisla Plock 33-24 hjemme i Champions League-gruppespillet.

De danske mestres drømme om videre avancement ved verdens fornemmeste klubturnering blev boostet gevaldigt i den rigtige retning efter søndagens storsejr hjemme mod det polske storhold Wisla Plock. 

Bjerringbro-Silkeborgs kollektiv viste sig fra sin fornemmeste side, men specielt én mand sprang i øjnene efter pragtpræstationen i det midtjyske. 

38-årige Michael V. Knudsen bliver ved med at imponere. Midt i ugen var den tidligere landsholdsstreg ikke meget værd – men ganske få dage senere var BSV-stregen næsten smerterne kvit, og så blev han guld værd.

-Det er hårdt, deprimerende og irriterende at sidde udenfor. Så at kunne gå ind, bidrage og yde lidt for holdet var bare så lækkert. Det var en af efterårets vigtigste kampe, og det hele gik bare op i en højere enhed, jubler Michael V. Knudsen over for tv3sport.dk

-Vi er rigtigt glade for de to point. Vi spillede stort set en fejlfri kamp, som også var nødvendigt, hvis vi fortsat skulle gøre os håb om at lege lidt med i Champions League. 

Efter de første fire spillerunder i dødens pulje står Bjerringbro-Silkeborg noteret for fire point, hvilket i skrivende stund efterlader de to Bundesliga-stormagter THW Kiel og Flensburg-Handewitt umiddelbart efter de danske mestre i tabellen. 

Seks ud af otte hold går videre fra det indledende gruppespil. 

Lige nu ligger midtjyderne lunt i svinget til at indløse en billet videre til de rigtigt sjove kampe. Men Champions League-træerne gror langt fra ind i den midtjyske håndboldhimmel. 

-Der er lang vej endnu. Vores to sejre over Kadetten Schaffhausen og nu Wisla Plock, som er to af vores direkte konkurrenter, betyder rigtig meget i regnskabet. Vi har vundet de kampe, vi skal.

-Vi er godt klar over, vi er oppe imod fem hold, der har som målsætning at vinde Champions League – hvilket de også har realistiske muligheder for. Vi skal have flere point på kontoen, så vi må se, om vi kan drille dem i en eller anden forstand, lyder det fra Michael V. Knudsen.

Inden Bjerringbro-Silkeborgs meget vigtige hjemmekamp søndag var KIF Kolding Københavns Kasper Hvidt ude med en noget kontroversiel udmelding, hvor han udtalte til Jyllands-Posten, at det nærmest er spild af tid til at deltage i Champions League. 

Men den mangeårige landsholdskammerat, Michael V. Knudsen, kan dog ikke nikke genkendende til sin kollegas holdning.

-Jeg synes, det vil være sørgeligt for dansk klubhåndbold, hvis vi ikke havde hold med i Champions League. Måske kan vi ikke vinde den i øjeblikket, men vi kan byde nogle af de store hold op til dans i ny og næ. 

-Hvis vi går videre fra den her vanvittigt hårde gruppe, vi er med i, er det en stor succes for dansk klubhåndbold, at det er muligt. Jeg ved ikke, om han er citeret rigtigt, eller hvad han mener med, at han pludselig ikke synes, det er spændende at spille Champions League.

-Som håndboldspiller er det at spille for landsholdet og Champions League på klubhold det største. Det kæmper alle spillere hver eneste dag om at få lov til, slutter han. 

Næste opgave for Bjerringbro-Silkeborg i Champions League er på søndag mod mægtige Paris Saint-Germain. 

Interessen for opgøret mod Mikkel Hansen og co. har været så massiv, at kampen er rykket til Jyske Bank Boxen i Herning.

Af Nikolaj Jensen

Andre gode nyheder