Gå til hovedindhold
HåndboldPolen

Sørgmodig og stolt Rasmussen takker af i Polen

Sørgmodig og stolt Rasmussen takker af i Polen

Af: Ritzau

Seks års samarbejde med det polske kvindelandshold slutter til sommer for en stolt og ikke mindst vemodig Kim Rasmussen, der gerne havde fortsat som landstræner.

Det polske håndboldforbund tilbød ikke Kim Rasmussen at forlænge landstrænerkontrakten i tide -- hvorfor et langt og succesfuldt samarbejde når sin endelige afslutning til sommer.

I løbet af de foregående og kommende måneder sker der en masse politiske ting i det polske håndboldforbund, hvilket har generet processen med en eventuel kontraktforlængelse, fortæller hovedpersonen selv.

  • Der har været en masse udfordringer i det polske forbund, som har gjort, det har været svært for dem at kigge hen efter sommerferien, og der udløber min kontrakt, indleder Kim Rasmussen over for tv3sport.dk.

  • Derudover skal der være præsidentvalg til oktober i forbundet, så sammenfletningen af alle udfordringerne har gjort, at da jeg gerne ville forlænge i november/december, havde de ikke muligheder for at kigge så langt frem.

  • Som tiden gik i januar, og vi havde spillet endnu et fantastisk VM, begyndte der at tikke en masse interessante forespørgsler ind på mig. Polen kom med sit udspil i 12. time. Men sportsligt var det ikke, hvad jeg havde sat næsen op efter, og derfor valgte jeg at takke ja til et andet tilbud.

  • Det havde været nemt for dem at have tilbudt mig en kontraktforlængelse i november, da jeg bad om det. Så havde vi lavet en ny aftale, men sådan skulle skæbnen ikke være.

Hvad der skal ske trænermæssigt for Kim Rasmussen til sommer, vides endnu ikke.

Men de seks år i landstrænerstolen for Polen har åbnet et væld af døre, som har kastet en masse spændende og attraktive tilbud af sig.

  • På et eller andet tidspunkt skal jeg jo videre. Jeg har fået nogle fantastiske tilbud og muligheder. Jeg har været ekstremt privilegeret og heldig at kunne stå og vælge.

  • Nu har jeg så taget det valg, jeg har taget. Det betød, at når min kontrakt udløber til sommer, stopper jeg i Polen og må sige tak for seks gode år.

Da Kim Rasmussen som 37-årig for seks år siden begyndte arbejdet som polsk landstræner, tog et nyt og stort eventyr sin begyndelse.

I dag står den snart forhenværende polske landstræner med en kæmpe rygsæk af oplevelser, som han vil tage sig med videre i fremtiden, og som han bestemt ikke havde været foruden.

  • Polen har betydet rigtig meget for mig, og jeg har haft det rigtig godt i Polen. Det bliver derfor rigtig svært at sige farvel til et godt forbund, nogle fantastiske fans og især en spillertrup, som virkelig har bakket mig op.

  • Det er rigtigt ærgerligt, at jeg ikke skal være en del af det mere. Men nu er det sådan. Jeg ser ikke tilbage og fortryder ting. Jeg ser fremad, og jeg får en ualmindelig spændende udfordring efter sommerferien, og den glæder jeg mig så bare til nu, slutter han.

Med det polske kvindelandshold formåede Kim Rasmussen som det eneste landshold blandt andet at nå frem til semifinalerne ved de seneste to verdensmesterskaber -- dog blev det begge gange til fjerdepladser.

Andre gode nyheder