Skjerns 10-målsskytte jubler over tiltrængt succes

Af: Ritzau
Kasper Søndergaard bed smerterne i sig og var i vildt spilhumør, da Skjern Håndbold i aftes fik en tiltrængt succesoplevelse med 27-25-sejren over grundspilsvinderen og rivalerne fra Team Tvis Holstebro.
Vicedanmarksmestrene fra Skjern Håndbold var udsat for et udsædvanligt stort pres, da ærkerivalerne fra Team Tvis Holstebro død og pine skulle besejres, hvis semifinaleskæbnen fortsat skulle være på de grønblusedes hænder.
Efter en længere pause fra banen trådte rutinerede Kasper Søndergaard ind og viste vejen med sine imponerende 10 scoringer på en aften, hvor landsholdsbackens ankler bestemt ikke havde det for godt.
Her dagen derpå kan Skjern-backen da i hvert fald stadig mærke, at han har to ankler.
- Jeg er selvfølgelig godt og grundigt øm i mine fødder - men det er okay. Så længe vores fysioterapeut siger god for det, og jeg kan spille uden de helt store risiko, så gør jeg jo det selvfølgelig, fortæller Kasper Søndergaard til tv3sport.dk.
Spørgsmål: Med den præstation du viste, skal du så ikke bare have ondt i dine ankler hver kamp?
- Haha, nej det vil jeg virkelig ikke have, for det var ikke særlig rart. Det eneste der var rart i går, var at vinde. Det må jeg sige.
I den forrige slutspilskamp mod SønderjyskE, som blev tabt hjemme i egen hule, sad Kasper Søndergaard over.
Men i det livsvigtige opgør mod Tvis Holstebro stemplede Skjern-profilen gevaldigt ind, selv om Kasper Søndergaard var i store smerter, som nærmest kunne mærkes helt oppe på bagerste tilskuerrække i Skjern Bank Arena.
-
Det er da altid rart at kunne bidrage til sit holds succes. Det var en god sejr og en tiltrængt succesoplevelse for os. Det er jo dejligt at vinde over det bedste hold i Danmark pt og over hele sæsonen.
-
Så gør det jo heller ikke noget, at det er i et lokalopgør mod Team Tvis. Så vi er rigtig glade i dag, men vi er ikke mere glade, end at der er meget lang vej igen.
Tomålssejren har lige været med til at løfte humøret i Skjern-truppen en anelse opad, og det kan være rigtig vigtigt set i lyset af de tre sidste slutspilskampe.
-
Sejren var jo meget vigtig -- ellers havde vi jo nærmest være ude, og det ønsker vi ikke i Skjern. Vi vil gerne være med, hvor det er sjovt hvert eneste år.
-
Vi har ikke vundet en håndboldkamp i rigtig lang tid, så det er jo ikke sjovt at tabe hele tiden. Derfor var det dejligt at få to point, så jeg håber, det er et lille vendepunkt for os, slutter Søndergaard.
Næste opgave for Skjern Håndbold er på tirsdag, når SønderjyskE venter på udebane.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dkRitzau
netvagtonside@viasat.dk







