Gå til hovedindhold

Skjern-helt: Det var meget dramatisk

Skjern-helt: Det var meget dramatisk

Af: Ritzau

Jublen ville absolut ingen ende tage, da Jesper Dahl i sidste sekund bankede begge point ind på Skjern-kontoen, da holdet her til aften på dramatisk vis bankede Metalurg Skopje hjemme med 20-19 i Champions League

Der var ikke mere end en håndfuld sekunder tilbage af det neglebidende spændende opgør mellem vicemestrene fra Skjern Håndbold og Skopje Metalurg i herrernes Champions League, da Skjern-fløjen Jesper Dahl fik en alletiders mulighed for at afgøre opgøret til vestjysk fordel.

Et 'sølle' fløjskud stod i vejen for Skjern Håndbold i særdeleshed Jesper Dahl og ikke mindst de to vigtige point, der i sidste ende røg danskernes vej.

  • Jeg når ikke at tænke så mange ting i øjeblikkene inden skuddet. Min erfaring er, at de afslutninger man tænker for meget over, brænder man ofte. Jeg tænker bare, den skal helst gå i mål, og det gjorde den jo, så det var bare dejligt, fortæller Skjern-profilen til tv3sport.dk.

  • Det var jo meget dramatisk til sidst. Vi har et frikast, hvor tiden blev stoppet med fem sekunder igen. Så får jeg et udspil, og så er der kun én vej. Det er at springe, skyde og så bare krydse alle lemmer for at den går ind.

Det normale andet-valg på højre fløj-positionen, Jesper Dahl, fik i anden halvleg en nøglerolle i Skjerns succes med sine fire fuldtræffere, som var stærkt medvirkende til triumfen.

Specielt det sidste mål vil sent blive glemt for Jesper Dahls vedkommende, der for at slå det fast på ægte vestjyske manér, selv synes, han spillede en fin kamp.

  • René (Rasmussen red.) præsterer ikke i dag, som han ellers har gjort hele sæsonen, og så måtte jeg bare gribe chancen. Jeg synes, jeg gør det meget godt i dag, hvis jeg selv skal sige det.

  • Jeg er i hvert fald tilfreds med min egen præstation, og endnu mere vigtigt var det, at vi fik to point. Så det var helt perfekt, slutter Jesper Dahl med et smil på læben.

Med seks point efter de første fire kampe er Skjern Håndbold at finde på den suveræne førsteplads.

Andre gode nyheder