Gå til hovedindhold

Silkeborg-Voel storsejrer i europæisk eventyr

Af: Ritzau

I klubbens allerførste europæiske håndboldkamp, sejrede Silkeborg-Voel stensikkert 20-33 mod schweiziske Spono Eagels i EHF Cuppen.

På hjemmebanen i Jyske Arena var Silkeborg-Voel 'gæster' i det første EHF Cup-opgør mod Sponon Eagels i en kamp, hvor spændingen punkterede lynhurtigt.

Der var aldrig rigtig spænding om kampens udfald på noget tidspunkt.

Schweizerne var med til 6-7, men herfra knækkede filmen totalt.

Det danske ligahold fik hurtigt tilkæmpet sig en 7-12-føring, som blev udbygget til 9-15 ved pausen.

Duoen Freja Cohrt og Christina Wildbork scorede nærmest efter behag, og de to unge profiler lavede tilsammen 18 mål heraf ni hver.

I anden halvleg gjaldt det egentlig bare for det danske hold at holde føringen og undgå de store skræmmer.

Begge dele lod til at lykkes meget godt, i og med en 20-33-sejr i sidste ende blev trukket i land.

Allerede lørdag eftermiddag er der 'returopgør' i JYSK Arena, hvor Silkeborg-Voel KFUM har fået skabt sig et fremragende udgangspunkt.

Vinderen avancerer til 1/8-finalerne i EHF Cuppen, som Team Tvis Holstebro sidste sæson vandt.

Tidligere har også FC Midtjylland, Randers HK, Viborg HK og Slagelse DT vundet EHF Cup-trofæet.

Fire ud af de sidste seks gange har et dansk kvindehold vundet den næstmest betydningsfulde europæiske håndboldturnering efter Champions League.

Andre gode nyheder