Sandra Toft raser: Føj for satan

Sandra Toft var ikke tilfreds med den danske indsats mod Norge.
De danske håndboldkvinder fik sig noget af en lektion i indledningen af torsdagens træningsopgør mod Norge i en kamp, som danskerne tabte med 31-25.
Danskerne var bagud med hele 5-13 efter tyve minutter, og målvogter Sandra Toft var bestemt ikke tilfreds med den danske åbning på kampen, hvor de norske scoringer peb hende om ørene.
-Ja, føj for satan. Jeg ærgrede mig, fordi det virkede som om, vi var nervøse eller i hvert fald stive. Der var ingen vildskab. Det var bare ærgerligt, sagde Sandra Toft efterfølgende til Ekstra Bladet.
Sandra Toft erkendte samtidig, at holdkammeraterne fik hende frustration at høre.
-Jow, jeg bliver nok lidt hidsig. Det er jo mig, der skal samle bolden ud af nettet, ikke, sagde hun og uddybede:
-Jeg ville bare godt have, at man ofrede sig i stedet for bare at affinde sig med, du ved: Jeg når den nok ikke. Men det KUNNE jo være, man kunne nå den. Jeg indrømmer, at nogle af deres kontraer er umulige at stille noget op mod, men der er også nogle, hvor jeg mener, vi godt kunne have gjort det.
Danmark møder lørdag Rusland, mens Frankrig venter i sidste opgør søndag.
Christian Nielsen
christian.nielsen@viasat.dk





