Publikumspres skal bære BSV frem

Af: Ritzau
De mange fremmødte i JYSK Arena lørdag aften skal både bakke op med hænder og fødder, hvis Bjerringbro-Silkeborg skal gøre sig forhåbninger om videre avancement i EHF Cuppen.
Bjerringbro-Silkeborg skal lørdag aften på hjemmebane hente seks mål i returkvartfinalen mod spanske Granollers, hvis en plads i EHF Cuppens Final4 skal bookes.
Midtjyderne har ryggen mod muren forud for lørdagens vind-eller-forsvind-brag mod det spanske storhold Granollers, der vandt den første kvartfinale for en uge siden i Spanien med cifrene 30-24.
Hvis Peter Bredsdorff-Larsens skal gentage Skjerns succes for et år siden og spille sig videre til medaljekampene i den europæiske turnering, er det altafgørende, at JYSK Arena lægger markant tryk på såvel modstandere som dommere.
-
Vi skal have en engageret JYSK Arena i ryggen. De skal ikke bare engang i mellem lægge pres på Granollers og på dommerne. Det skal de gøre hele tiden, fortæller cheftræneren til klubbens hjemmeside.
-
Hver eneste gang Granollers har bolden, skal publikum være uforstående overfor, at der ikke allerede er dømt nøl.
-
Sådan var det for os i Spanien, og sådan skal det være for os, når vi spiller på hjemmebane. Vores i forvejen engagerede publikum skal være ekstraordinært engagerede, understreger han.
Om BSV får indhentet de seks scoringer, kan du følge på TV3 Sport 2 og Viaplay fra klokken 20.15.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk






