
Af: Nikolaj Jensen
Danmarks bestod den første store styrkeprøve ved VM, men ekspert Jan Paulsen kan også godt forstå, hvis svenskerne i tomålsnederlaget til danskerne følte sig snydt efter det sidste angreb.
Niklas Landin med en afgørende hovedrolle i buret og Mikkel Hansen som topscorer - det lyder jo som en typisk opskrift på en dansk sejr.
De to danske stjerner kom i stort fokus mandag aften, da de svenske arvefjender blev slået 27-25 i en landskamp, som havde alt fra nerver til spænding og de afgørende marginaler på dansk side.
Kampen fik en lykkelig danske slutning, men håndboldekspert Jan Paulsen kan sagtens sætte sig ind i, hvis svenskerne i kampens sidste angreb følte sig bortdømt.
-Der var jo en aflevering for meget. Jeg undrede mig også over, at Danmark kunne spille bolden så meget rundt, men med alle de nye regler og alt det, dommerne hele tiden skal holde øje med, forstår jeg godt, de kan tabe den engang imellem, fortæller Jan Paulsen til tv3sport.dk.
-Havde det været os, der stod i Sveriges situation, havde vi nok også protesteret. Men alt i alt var det jo en fed, europæisk topkamp, fremfor når man spiller mod nogle af de eksotiske lande.
Men vel ikke en særlig køn kamp af slagsen?
-Jeg er lidt modstander af, at man kalder noget en køn eller grim kamp, for så har en håndboldkamp i stedet bare nogle andre ting. Sverige diskede op med det her solide og disciplinerede 6-0-forsvarsspil, der aldrig giver de mest kulørte kampe.
-Men der var jo nerver, så det baskede. Det var en lige kamp, som bar præg af, at mange kender hinanden fra kryds og tværs på klubholdene. Set over 60 minutter var det fortjent, at Danmark vandt, mener Jan Paulsen.
I første halvleg kravlede Niklas Landin op på en uhørt høj redningsprocent på imponerende 56.
Selvom Mikkel Hansen ikke spillede sin bedste landskamp til dato, så rundede han i løbet af svensker-dysten med sine otte kasser de 800 landskampsmål, og som så mange gange før løb han med topscorertitlen.
-Det er jo bare trygt at have to så gode spillere, der går ind og præger en landskamp så meget. Mikkel Hansens første kvarter var ikke prangende. Men med Mads Mensah ude og Morten Olsen tvivlsom vidste man godt, at meget ansvar var lagt på Mikkel Hansen.
-Han spiller ikke nogen superlandskamp, og med Niklas Landin kan man ikke forvente, at han præsterer sådan hele tiden.
-Man kan overhovedet ikke klage over det, Danmark har præsteret indtil videre. De har gjort det godt. Man kan godt klappe sig selv på skulderen, slutter Jan Paulsen.
Efter de første tre første indledende gruppekampe ved VM står Danmark sammen med Kroatien, Spanien og værtslandet Frankrig med maksimumpoint.
Tirsdag er der hviledag for de danske tropper, der onsdag trækker i kamptøjet igen mod Bahrain.
Nikolaj Jensen
nikolaj.jensen@tv3sport.dk










