Gå til hovedindhold

Ny holdkammerat til Gidsel: Pytlick skifter til Berlin

Af: Ritzau

Füchse Berlin har købt den 24-årige bagspiller Simon Pytlick fri i Flensburg-Handewitt fra sommeren 2027.

Håndboldklubben Füchse Berlin sikrer sig den danske landsholdsprofil Simon Pytlick fra sommeren 2027.

Det bekræfter den tyske hovedstadsklub, der køber bagspilleren fri i Flensburg-Handewitt, på sin hjemmeside.

Og hovedstadsklubben har haft pengepungen oppe for at sikre sig Pytlick. Den 24-årige dansker forlængede nemlig i foråret sin kontrakt i Flensburg til 2030. Pytlicks nye aftale i Füchse Berlin løber ligeledes til 2030.

Dermed kan Mathias Gidsel se frem til at få selskab i Füchse Berlins bagkæde af sin gode landsholdskammerat, ligesom Pytlick også vil få en velkendt skikkelse som cheftræner i form af Nicolej Krickau.

 - Det er et stort skridt for os. Fra mit synspunkt var der ingen tvivl, da vi først havde kontakt. Simon vil passe perfekt ind i vores koncept, fordi vi ønsker at spille attraktiv og effektiv håndbold, siger den danske træner.

Det var netop under Krickau, at Pytlick fik sit gennembrud som senior i sydfynske GOG.

Her var Pytlick en stor profil, inden Flensburg-Handewitt i 2023 slog til og sikrede sig spilleren. Få måneder forinden havde han fået et internationalt gennembrud med en all star-præstation ved VM.

/ritzau/

Andre gode nyheder