
De norske jenter er klar til nationens VM-finale nummer otte og 11. slutrundefinale på ti år, da Holland blev smadret 32-23 i semifinalen ved verdensmesterskaberne i Tyskland.
Af Nikolaj Jensen
Det er ikke lykkedes Holland at slå Norge ved en slutrunde siden 1999. Men kunstværket, og sjældenheden, 18 år senere var aldrig i nærheden af at blive gentaget. De orangeklædte outsidere blev ganske enkelt overmatchet med kæmpe O i dét, der mere lignede en opvisningskamp for Norge end en semifinale med spænding.
For fjerde slutrunde i træk tørnede det hollandske mandskab sammen med Norge, der kom ind til semifinalen med en dugfrisk 17-målssejr (!) over Ruslands olympiske mestre i kvartfinalen.
Det stod derfor klart for de fleste, hvis ikke alle, at alle facetter i spillet hos de hollandske vice europa- og verdensmestre skulle gå op i en højere enhed, hvis Norge skulle rystes.
Men gejsten, aggressiviteten, selvtilliden og ikke mindst tempoet fra nedsablingen af Trefilovs tropper tog nordmændene med sig ind på halgulvet i den mægtige arena i Hamborg, der huser denne weekends medaljekampe.
Nora Mørk startede målfesten, mens Camilla Herrem, Stine Oftedal og Veronica Kristiansen med flere fulgte trop.
0-1 udviklede sig til 1-5 efter godt otte minutters spil, hvorefter den dansk hollandske landstræner Helle Thomsen med sin første timeout så sig nødsaget til at slå en knude på Norges skræmmende kontrafase.
Men den nordjyske opsang med accent leveret af Helle Thomsen så ikke ud til at hjælpe synderligt meget på hollænderne, der lynhurtigt kom bagud 1-7 og 1-8, inden den tidligere FCM-træner knap to et halvt minut senere tog sin anden timeout.
Ikke meget så ud til at ryste den norske defensiv eller offensiv, der bragede derudaf. Den berømte kontramaskine var atter velsmurt og som så mange gange før, gjorde Katrine Lunde livet surt for sine modstandere i buret.
Fra redning i den ene ende til mål i den anden ende gik der ikke lang tid for de norske verdensstjerner, der på et par sekunder og afleveringer plaffede hollænderne ned.
1-8 blev til 3-11 og en pauseføring på 10-17 kom Holland sig aldrig over.
Kampbilledet lignede meget dét, der udspillede sig i Herning for to år siden, da Norge vandt VM-guldet for øjnene af Holland med en stensikker 31-23-sejr efter at have ført hele 20-9 ved pausen.
Der gik (for) lang tid før dirigenterne Nycke Groot og Estavana Polman fik noget der bare lignede styr på sine angrebstropper. Selvom der blev kæmpet med de midler, der var til rådighed på dagen, så var Norge tættere på at skabe flere føringer på ti mål end at være i nærheden at blive hentet på måltavlen.
Derfor blev der aldrig tvivl om, at Norge knusende sikkert skulle spille VM-finale søndag. Det helt store spørgsmål var bare, hvor mange mål nordmændene igen skulle vinde en stor og betydningsfuld håndboldkamp med.
Sejrens størrelsen løb op på ni mål for Norge, der møder enten Sverige eller Frankrig i søndagens VM-finale.











