Gå til hovedindhold

Lotte Grigel er ny håndboldekspert på Viaplay

Af: Casper Pagh

Den tidligere landsholdsspiller skal være med til at dække en masse europæisk håndbold.

Viaplay har tilføjet endnu en dygtig ekspert til en i forvejen yderst kompetent håndboldredaktion.

Der er tale om Lotte Grigel, som efter 18 måneder udenfor håndboldbanen nu er klar til igen at blive en del af den verden, hun elsker så højt.

I februar 2021 meldte hun ud, at hun var gravid, og at det måske var et karrierestop for hende. Derefter gik stoppet lidt under radaren, hvilket var et helt bevidst valg fra den 31-årige Grigel.

-Det var fra start et ret bevidst valg fra mig, at jeg ikke ville have opmærksomhed omkring mit stop. Jeg føler nogle gange, når man tager afsked med noget, så skal man sige noget – og jeg følte ikke rigtigt, at jeg havde noget at sige. Det bliver for følelsespræget.

Derudover ville hun ikke lukke døren.

-Man kan aldrig sige aldrig. Det er en kæmpe, kæmpe beslutning. Hvis nu jeg havde lyst til at spille håndbold igen, når jeg kom hjem, så ville jeg føle bundet op af, at jeg allerede havde sagt stop, siger hun.

Glæder sig til at dele ud

Lotte Grigel kommer ind som ekspert med enorm erfaring efter seks år i udlandet samt 112 landskampe på CV'et.

Fra hun drog afsted fra hjembyen Esbjerg og Team Esbjerg i 2015, har hun været forbi både russiske Rostov-Don, ungarske Debreceni og franske Nantes, som blev karrierens sidste stop.

Den nu tidligere playmaker glæder sig nu til sin nye rolle inden for den verden, som hun elsker så meget.

-Jeg glæder mig helt vildt meget til at skulle dele ud af alt den viden, som jeg har taget ind, de sidste mange år i udlandet, siger hun

At det så ovenikøbet er international håndbold, gør kun glæden hos Grigel endnu større.

-Jeg synes jo, der er noget exceptionelt fedt, ved at skulle følge de bedste hold i Europa.

-Det er guf for håndboldnørder, at vi kan se så mange af de kampe, siger hun.

'Jeg kommer ind som håndboldnørd'

Lotte Grigel har altid elsket håndbold, og hun gør det stadig. Det, ved hun, at mange andre også gør, og dem håber hun at kunne hjælpe til en endnu bedre oplevelse, når de ser en kamp i tv.

Både med varme og seriøsitet.

-Jeg glæder mig både til at fortælle sjove historier og give et indblik i den verden, som går bagved håndbolden, og som seeren ikke lige ser.

-Jeg håber, jeg formår at få folk til at se, at der er mange flere lag, end det man umiddelbart ser.

-Jeg har selv oplevet at være en del af det, og forhåbentlig gør det, at jeg kan gøre det mere nuanceret, siger hun.

Lotte Grigels første opgave hos Viaplay bliver som medkommentator i sæsonens første Champions League-runde den 10. september, hvor Odense Håndbold spiller mod ungarske Ferencváros TC på udebane.

Andre gode nyheder