Af: Ritzau
Rasmus Lauge har haft problemer med læggen, så derfor spiller han ikke mod Belgien fredag aften.
Danmark kommer til at spille uden sin offensive styrmand Rasmus Lauge i VM-åbningskampen mod Belgien fredag aften.
Ifølge TV 2 Sport er den rutinerede playmaker således den ene af de to oversiddere, der må tage plads på tribunen.
Landstræner Nikolaj Jacobsen fortæller, at det er læggen, der driller Rasmus Lauge.
-Lauge mærkede desværre lidt i læggen i går (torsdag, red.) til træning. Vi kunne godt have fået ham til at spille i dag, men det er forhåbentligt en lang turnering, så derfor sidder Lauge over i dag, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.
I den første af de to testkampe, som Danmark spillede før VM, sad Lauge også ude. Her blev han sparet, fordi han har bøvlet med en skade i lysken.
Den unge højreback Mads Hoxer er den anden spiller, der i VM-premieren tager plads på tribunen.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










