Gå til hovedindhold

'Lauge, drop Veszprem og tag til Paris'

Af: Søren Frederiksen

Sander Sagosens skifte fra Paris Saint-Germain til Kiel kan sætte gang i en større rokade i europæisk håndbold.

Sagosen efterlader et kæmpe hul hos de franske mester, som skal fyldes. Og det kan meget vel blive en dansker.

Det vurderer TV3 SPORTs håndboldekspert Christian Dalmose.

Dalmose peger på, at Rasmus Lauge er den oplagte afløser for Sagosen i PSG, selvom Lauge efter planen skifter fra Flensburg til Veszprem til sommer. 

-Rasmus Lauges valg med at tage til Veszprem var under nogle andre betingelser. Det var dengang, hvor Lauges gamle træner Ljubomir Vranjes var træner i klubben. Siden er der sket mange ting i Veszprem, og det er et helt andet hold nu.

-Hvis muligheden byder sig for Lauge, så skal han slå til og komme ud af aftalen. PSG vil være den perfekte mulighed for Rasmus Lauge. Den franske liga er stærkere end den ungarske, og han vil blive matchet på et meget højere niveau, siger Dalmose til tv3sport.dk.

Selvom Lauge har skrevet under på en kontrakt med Veszprem fra sommer, så er det ikke urealistisk, at PSG og Veszprem kan finde en løsning:

-PSG har mange penge, så de kan godt købe Lauge fri af sin aftale, og jeg tror heller ikke, at Lauge er ligeså vigtig i Veszprem nu, som dengang hvor Vranjes var der. Der er ingen tvivl om at valget af Lauge var især Vranjes’ beslutning, siger Dalmose.

PSG har brug for en afløser for Sagosen, som har spillet sig ind som en stor profil på det franske hold siden skiftet fra Aalborg Håndbold i 2017. 

-Der er ikke mange typer, som kan spille den plads i PSG, som Sagosen kan. Men netop Lauge passer perfekt ind på PSGs hold, fordi han kan dække op og spille i midten. Og så er PSG jo ikke blinde. De har også set, hvordan Mikkel Hansen og Rasmus Lauge har spillet sammen på det danske landshold.

-Lauge er en komplet håndboldspiller, som også er en matchvinder. Han har et helt vildt topniveau, hvor han hører til på den allerøverste hylde i håndbolden. Hans drev fremad banen og måden han ser spillet på er eminent.

-PSG har også været sat i forbindelse med Luka Cindric, men det er ikke den rette løsning for dem. Han kan ikke dække op, ligesom Sagosen og Lauge kan. Det er den helt store forskel, og PSG har brug for en to-vejs-spiller, når de i forvejen spiller med Mikkel Hansen på venstre back, som heller ikke skal dække for meget op, lyder vurderingen fra Dalmose.

Andre gode nyheder