Kielce fuldfører en af håndboldens største sensationer

Af: Ritzau
Vive Targi Kielce var bagud 28-19 i Champions League-finalen mod MVM Vészprem, men et comeback uden sammenligning sendte CL-guldet til polakkerne, der vandt 39-38.
Dette års Champions League-finale mellem favoritdræberne fra Vive Targi Kielce og ungarske MVM Vészprem vil uden tvivl gå over i historiebøgerne, som en af de vildeste nogensinde.
For første gang i Champions League-historien kunne et polsk hold løfte den prestigefyldte pokal -- og for første gang siden 2005 er det ikke et tysk eller spansk hold, der står øverst på podiet.
Sidste sæsons vicemestre fra MVM Vészprem dominerede finalekampen indtil midtvejs i anden halvleg, hvor det ungarske storhold fik noget nær årtiers største gummiarm.
Føringen 3-0 efter ganske få minutter var en god indikation på, hvem der var mest klar fra start. Vészprem med en velspillende Aron Palmarsson i spidsen styrede fuldstændig begivenhedernes gang.
Frem mod pausen holdt Vészprem momentum og kunne gå ud i omklædningsrummet med en komfortabel 17-13-føring.
Bedst som finalen spændingsmæssigt var feset gevaldigt ud i sandet, hev Talant Dusjebajevs tropper noget helt ekstraordinært X Factor ud af ærmet.
Hvad der lignede en tidlig afgørelse med en 28-19-kæmpeføring til Vészprem, endte med at blive en vanvittig afslutning, hvor vinderen skulle findes efter straffekastafgørelse.
Med et mål i kampens døende sekunder tvang de gulblusede finalen ud i 2 gange 5 minutters forlænget spilletid.
Men da en vinder endnu ikke var fundet efter 70 minutters spil, skulle finalen ud i en afgørelse på straffekast akkurat som i kvindernes turnering, da Kim Rasmussen med sit CSM Bukarest-mandskab kunne lade jublen bryde løs efter en straffekastafgørelse.
Den spanske stregkæmpe Julen Aguinagalde blev match-vinder for Vive Targi Kielce, da han satte bolden forbi Mirko Alilovic, til slutresultatet 39-38.
Polen er blot den femte nation til at vinde Champions League gennem tiderne.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk






