Gå til hovedindhold

Holland imponerer igen: Slår Danmark omkuld i EM-semifinale

Holland imponerer igen: Slår Danmark omkuld i EM-semifinale
Scanpix

En scoringspause på seks minutter i starten af første halvleg og 13 minutter efter pausen kostede Danmark dyrt i 26-22-semifinalenederlaget til Holland, der er klar til sin anden store mesterskabsfinale på bare ét år.

Skrevet af Nikolaj Jensen, Gøteborg

VM-finale, OL-semifinale og nu EM-finale. Det har været et fremragende håndbold-år for Holland, der igen leger med de store og nu er klar til endnu en finale på den helt store scene.

Helle Thomsen gjorde det onde ved sine danske landsmandinder fredag aften, da hun førte Holland til sin første EM-finale nogensinde. Men Danmark kom for sent i gang. I semifinalens første 43 minutter var det danske angrebsspil en skygge af sig selv.

Danmark rykkede fra de noget mere beskedne rammer i Helsingborg målt mod kæmpe-arenaen i Gøteborg, hvor de knap 10.000 siddepladser i løbet af den første semifinale så småt blev besat.

De hollandske viceverdensmestre havde – som forventet – fundet de hurtige løbesko frem til semifinalen mod Danmark, hvor Helle Thomsens tropper i første halvleg flere gange viste fornemme prøver på deres dræbende speed på de såkaldte opgiverkast.

Det danske angrebsspil kørte ikke helt så gnidningsfrit som i de forrige opgør, hvor Stine Jørgensen og co. ikke skulle slide nær så meget, som tilfældet var i hele kampen. 

Momentum blev i store dele af første halvleg holdt på de orangeklædte hollændere, der fik rejst et kompakt og bevægende forsvar, som voldte Anne Mette Hansen, Stine Jørgensen og Mette Tranborg enorme problemer. 

Ganske få sekunder før de to slovakiske dommere dømte passivt spil på danskernes til tider forudsigelige angrebsspil bankede Lotte Grigel med hjælp fra stolpen og Tess Westers baghoved Danmark lidt tættere på den hollandske dominans – 11-10 – efter en lille scoringspause.

Trods flere hollandske føringer frem mod pausen kunne danskerne med to afsluttende scoringer af Anne Cecilie de la Cour og Stine Jørgensen gøre det til 13-13 efter de første 30 minutter.

Det virkede som om, de danske spillere ikke kom helt ud over rampen. Holland kom stærkt ud fra pausen og bankede de første seks bolde i kassen. Nu skulle de danske håndboldkvinder pludselig passe på, at man ikke fik en ordentlig røvfuld.

Filmen var tæt på at knække bare 10 minutter inde i anden halvleg, hvor Lynn Knippenborg skød Holland i front med de knusende cifre 19-13.

Der skulle gå nøjagtigt 13 minutter af anden halvleg, før den hollandske keeper Tess Wester kunne pille bolden ud af netmaskerne. Landsholdsanføreren Stine Jørgensen tændte en smule glød for de hvidblusede med scoringen til 19-14.

Jublen nåede dog forinden reduceringen sit absolutte højdepunkt, da playmaker Kristina Kristiansen få minutter inden blev smidt på banen for første gang under slutrunden.

I seks kampe og 42.16 minutter sad Nykøbing Falster-profilen lænket fast på bænken, men i semifinalen fik Kristina Kristiansen pisket lidt tempo ind i det danske angrebsspil, hvor hun bidrog med fart, adskillige assists og et par scoringer.

Men hollænderne lod ikke Danmark komme tættere på end 21-17 – og herfra var det egentlig blot et spørgsmål om, hvor mange mål Helle Thomsen og co. skulle vinde med.

Team Esbjergs Estavana Polman blev kampens topscorer med syv mål. 

Holland møder i EM-finalen søndag vinderen mellem Norge og Frankrig. Danmark spiller om bronzemedaljerne.

Andre gode nyheder