Gå til hovedindhold

Haugaard: Nem kommende uge skubber panikken væk

Haugaard: Nem kommende uge skubber panikken væk
Scanpix

Af: Nikolaj Jensen

Det er vigtigt for Danmark, at man er sikker på at vinde gruppen inden aftenens kamp, mener ekspertkommentator.

Inden Danmark i aften løber på banen til den sidste gruppekamp ved VM mod de forsvarende viceverdensmestre fra Qatar, kan danskerne glæde sig over at bevare førstepladsen i gruppen uanset udfaldet af kampen. 

Derfor bliver 1/8-finalen på søndag en anelse lettere for Danmark, og det giver en gylden anledning for landstræner Gudmundur Gudmundsson til at finpudse det danske spil. 

-Det betyder, at der ikke er nogen grund til at have panik på. Man får ovenikøbet nogle kampe, hvor man kan få nogle gode træninger, fortæller ekspert Jeppe Haugaard til tv3sport.dk.

-Kampen mod Qatar betyder ikke noget, og der kan man fokusere lidt langsigtet. Man skal ikke tage noget for givet, men jeg regner 1/8-finalen som en walk-over, og så kan man fokusere på sig selv og i mindre grad på modstanderen. 

-Der er ting, der ikke har fungeret, og nu har man virkelig tid til at få tingene på plads. Man har på ingen måde travlt. 

Spiller Danmark sig som forventeligt videre til kvartfinalen ved VM, vil man først skulle i kamp i kvartfinalen tirsdag i næste uge. 

Den lille uge herrelandsholdet har at gøre godt med, kunne ikke falde på et bedre tidspunkt, mener Jeppe Haugaard. 

-Gudmundur Gudmundsson beder jo til, at dem der er skadet, bliver klar og når at blive friske, inden det for alvor spidser til. Nu vil det sige, at Danmark først skal være klar om en lille uge, og det er optimalt. 

-Landstræneren har svært ved at trylle noget frem, der kan erstatte truppen i forhold til småskaderne. Det virker som om, det har været med til at gøre spillerne lidt usikre. Mads Mensah som man har brugt meget tid på i optakten, er pludselig væk. 

-Jeg tror først, usikkerheden forsvinder, når Danmark står i den her kvartfinale. Hvis det bliver en succes-oplevelse, kan det godt give holdet vinger. 

Nogle af medaljefavoritterne rundt omkring i de andre puljer, udover Danmark, har præsteret på et højt niveau, hvor Spanien og Frankrig blandt andre også har sikret sig puljernes førsteplads. 

-Frankrig virker drønstærke og solide. De har ligesom Danmark sparet kræfter. Vi skal bare være glade for, at Danmark først kan møde dem i finalen. 

-Tyskland virker solide og de har styrket holdet med et par udskiftninger. Tyskland ligger heller ikke særlig godt til Danmark. 

-Men succesen afhænger af, om Danmark selv finder niveauet og basen i forsvaret, der har været langt væk, slutter Jeppe Haugaard.

Danmarks ottendedelsfinale spilles søndag eftermiddag klokken 16.00. Modstanderen findes senere i aften.

Andre gode nyheder