Hård konkurrence får portugiser til at forlade Aalborg
Af: Ritzau
Miguel Martins, som for nylig blev renset i en dopingsag, forlader til sommer Aalborg Håndbold.
Den portugisiske landsholdsspiller Miguel Martins og hans klub Aalborg Håndbold kunne ånde lettet op, da en B-prøve for nylig frifandt Martins i en dopingsag. Dermed kunne han igen trække i Aalborg-trøjen.
Det kommer han dog ikke til efter sommerferien. Den 27-årige portugiser forlader den nordjyske klub efter sæsonen for at være sikker på spilletid.
-Med respekt for den trup vi har i sigte til den kommende sæson, var der risiko for, at Miguel ikke vil få den spilletid, han fortjener, siger Aalborg-direktør Jan Larsen til hjemmesiden.
-Derfor var vi enige om, at den rigtige løsning for ham var at finde en ny klub, hvilket ikke overraskende lykkedes ganske hurtigt.
Rumænske Dinamo Bucuresti har på X offentliggjort, at man er Martins' nye arbejdsgiver.
Den norske stjerne Sander Sagosen er for nylig kommet til Aalborg, og til sommer kommer en anden nordmand, 20-årige Patrick Helland Anderson, også til klubbens bagkæde.
-Jeg har været og er stadig utrolig glad for at være i Aalborg Håndbold, lyder det fra Miguel Martins til klubbens hjemmeside.
-Klubben, byen og de mange fans er fantastiske, og jeg har følt mig velkommen her fra dag ét. Jeg er dog også bevidst om, at klubbens beslutninger gør, at mulighederne for spilletid næste år ændrer sig.
Han har spillet 32 kampe for Aalborg i sæsonen. Det er blevet til 67 mål.
Kort før VM i januar kom det frem, at Miguel Martins havde afleveret en positiv dopingprøve et år tidligere.
Han blev suspenderet og gik glip af VM, men 15. februar blev han pure frifundet af B-prøven.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk

