Gå til hovedindhold

Gravholt klar til marts: Frustrerende at sidde udenfor

Gravholt klar til marts: Frustrerende at sidde udenfor

Af: Ritzau

Viborg HKs Mette Gravholt føler frustration over ikke at kunne bidrage på banen grundet en knæskade. Men landsholdsstregspilleren håber dog på, at kunne trække den grønne kamptrøje over hovedet igen i begyndelsen af marts.

Mette Gravholt har heller ikke i denne sæson været helt skånet for skader. En knæskade i sidste måned satte således den stærke stregspiller ud af spillet i adskillige uger.

  • Jeg fik en kikkertoperation for 16 dage siden. De tog noget menisk, og den efterfølgende genoptræning er gået efter planen. Jeg skulle gerne spille d. 1. marts ude mod Metz (i Champions League red.), fortæller Mette Gravholt til tv3sport.dk.

Viborg HK og skader har generelt hængt sammen i sæsonens udgave af Dameligaen.

Den ene skade efter den anden har haglet ned over mesterholdet, men det nu langsomt fremad, og det forventes, at også Maria Fisker og Sanja Damnjanovic inden for den næste måned igen vil tørne ud for de grønblusede.

Selvom skaderne har gjort Viborg truppen gevaldigt smallere, så har resultaterne inde på banen været mere end godkendt, og Christian Dalmoses tropper indtager i øjeblikket tredjepladsen i Boxer Dameligaen.

I de to seneste kampe er det blevet til en smal sejr over franske Metz i Champions League og en storsejr over Ringkøbing Håndbold, som blev bøllebanket i Viborg Stadionhal med 13 mål.

Mette Gravholt fortæller, at humøret i den smalle Viborg-trup er rigtig fin.

  • Det er ekstremt frustrerende ikke at kunne bidrage på vores hold, da vi virkelig mangler spillere. Samtidigt synes jeg, at stemningen er fin, siger Mette Gravholt.

  • Men vi er lidt nervøse hver gang en af vores spillere ligger på gulvet i kamp eller til træning. Vi passer på os selv og hinanden. Så håber vi, at vi undgår flere skader, pointerer hun.

Allerede lørdag skal Viborg HK i ilden igen. Her møder de danske mestre nemlig de 16. dobbelte norske mestre Larvik HK i Champions Leagues hovedrunde.

Andre gode nyheder